Skuffet Rønnow: Vi må kigge indad
Frederik Rønnow fik en uheldig hovedrolle ved FC Nordsjællands anden scoring. Selv er han ikke i tvivl om, at han lavede en fejl, og han er skuffet over sig sel

Frederik Rønnow fik en uheldig hovedrolle ved FC Nordsjællands anden scoring. Selv er han ikke i tvivl om, at han lavede en fejl, og han er skuffet over sig selv og holdet ovenpå de sidste to uger. Frederik Rønnow havde ikke meget at lave i første halvleg, men efter pausen kom han i høj grad i ilden, da FC Nordsjælland skruede op for tempoet og vandt 3-2. Rønnow har svært ved at forklare hvorfor det gik så galt for Brøndby. - De kommer ret hurtigt på 1-1, og det slår os lidt ud. 2-1-målet kommer også ud af ingenting, og selvom vi rejser os lidt igen, så har de nogle hurtige folk, der kan lukrere på nogle omstillinger, men vi kommer jo bare for dårligt ud til anden halvleg, siger Rønnow til 3point.dk. 10 minutter inde i anden halvleg fik Frederik Rønnow en uheldig hovedrolle, da han tabte en duel til Emiliano Marcondes, som scorede til 2-1. - Det er en bold, der bliver slået i bagrummet, hvor jeg ikke får orienteret mig ordentligt. Jeg ser, jeg er rimelig fri, og går ud til den uden at sætte af, og så kommer der en i ryggen af mig, så jeg taber duellen. Den skulle jeg selvfølgelig have gjort mere ved. Jeg skulle have kommet med mere power, men jeg ser ham ikke, og derfor tror jeg bare, jeg kan gå ud og gribe den stille og roligt. Han mener dog ikke, han bliver snydt for et frispark i situationen. - Det er en ret kraftig duel, men det er lige så meget fordi jeg ikke kommer ind i den med samme fart, som han gør. I situationen ved jeg godt, det ikke er godt, det jeg har lavet, og da jeg ser den på storskærm efterfølgende kan jeg se, det er en duel, som jeg taber. Det må selvfølgelig ikke ske. Efter to dårlige indsatser, er det tid til at kigge sig selv i spejlet, mener Brøndbykeeperen. - Jeg er vanvittigt skuffet. Det er desværre ikke første gang, vi sætter point til på hjemmebane selvom det ligger til os. Vi må kigge indad. Der er noget at arbejde på, og det er nogle gange også fint at få en reminder om det. Næste opgave for Rønnow og Brøndby er i DBU Pokalen på onsdag, hvor BK Marienlyst venter.