Skuffet Niels Frederiksen: Det har været en skidt uge, og det er vi overhovedet ikke tilfredse med
Fem kampe, fire nederlag. Det er status på september måned på den københavnske vestegn, og særligt den sidste uge har, med nederlag i Esbjerg og Haderslev, være

Fem kampe, fire nederlag. Det er status på september måned på den københavnske vestegn, og særligt den sidste uge har, med nederlag i Esbjerg og Haderslev, været en skidt uge for Brøndby IF. Brøndby tabte søndag med 2-1 til SønderjyskE i Haderslev. I sidste uge lød cifrene på 3-1, da de blå-gule gæstede Esbjerg, så det har ikke været en god uge i Jylland. - Det har da været en skidt uge, og det er vi overhovedet ikke tilfredse med. Det kan vi ikke fornægte, og vi må bare acceptere, at det er der, vi står, siger Niels Frederiksen til 3point.dk, og analyserer videre: - Jeg er jo primært bekymret for, at vi ikke får det point, vi skal have. I dag synes jeg, vi producerer væsentligt mere end vi gør mod Esbjerg. Vi har masser af tilløb til fine muligheder, men får ikke gjort det færdigt. Nogle gange ryger man ind i sådan en periode, hvor tingene ikke fungerer så godt som man ønsker sig. Det er en periode, vi er i lige nu. Efter en sort september måned har flere fans skreget på et systemskifte. Det kom i dag. - Vi spillede faktisk 4-4-2 i hele kampen. Vi har spillet 4-3-3 en del gange, og nu spillede vi 4-4-2 i dag. Så må vi se, hvad vi gør fremadrettet. Den fremmødte presse ville gerne have Niels Frederiksen til at forholde sig til en masse undskyldninger, men Brøndby-træneren holdt hovedet koldt og afviste at lege med. - Der er ingen undskyldninger overhovedet i den retning. Der er ikke noget i vejen med kampprogrammet, og jeg synes heller ikke, der er noget i vejen med vores træninger. Men man må sige, at lige nu mangler vi det sidste for at få kampene over på vores fordel, det må vi konstatere. Niels Frederik har nu en uge til at få Brøndby-holdet på ret køl inden næste weekends derby.