Skuffet Hjulsager: Vi spiller en rigtig dårlig første halvleg
Andrew Hjulsager fik 90 minutter for Brøndby, som søndag tabte 1-0 i Odense. Han så en kamp med to helt forskellige halvlege, og ærgrer sig over, at Brøndby ikk

Andrew Hjulsager fik 90 minutter for Brøndby, som søndag tabte 1-0 i Odense. Han så en kamp med to helt forskellige halvlege, og ærgrer sig over, at Brøndby ikke formåede at udnytte deres periode i anden halvleg. Det blev en første halvleg, der var under al kritik. Det mener Andrew Hjulsager, som ikke forstår hvorfor Brøndby ikke virkede helt klar. -Vi virker nervøse i starten, og laver rigtig mange mærkelige pasningsfejl. De kører på omstillinger og står kompakt. Vi spiller en rigtig dårlig første halvleg. Så synes jeg egentlig vi kommer fint ud til anden halvleg og skaber fint med chancer, men vi kan desværre ikke få den puttet ind, siger Hjulsager til 3point.dk, som gerne sætter nogle ekstra ord på hvad der slet ikke fungerede for Brøndby: -Den bevægelse det kræver at spille vores spillestil var der overhovedet ikke, så selvom jeg følte der var rigtig meget plads på banen, var der ikke ret mange spilmuligheder. Der var også for mange tekniske fejl, så spillet blev aldrig rigtig flydende. Udefra set var der rigtig meget plads i de små rum foran OB's felt, hvor Hjulsager ofte huserer, men det lykkedes aldrig Brøndby at komme derind og styre spillet. -Jeg følte egentlig, der var fint med plads, men vi smed bolden inden vi nåede derind. Vi tog nogle forkerte beslutninger, men vi spiller egentlig fint i anden halvleg. Jeg forstår ikke hvordan vi ikke kan score bare ét mål med alle de chancer vi har i anden halvleg. Andrew Hjulsager har spillet en forrygende sæson for Brøndby med 7 mål i 17 kampe.