Skuffet Andreas Maxsø: Kampen blev på deres præmisser
Brøndby tabte søndag aften 2-1, da de blå/gule besøgte AGF i Aarhus. Det var en kamp, hvor Brøndby ikke kunne få tingene til at fungere, og hvor Niels Frederiks

Brøndby tabte søndag aften 2-1, da de blå/gule besøgte AGF i Aarhus. Det var en kamp, hvor Brøndby ikke kunne få tingene til at fungere, og hvor Niels Frederiksen blev udvist til sidst. Andreas Maxsø føler, at kampen blev på AGFs præmisser, ligesom han sender en kæmpe ros til de medrejsende fans. FOTO: Teis Markfoged Brøndby havde vundet de seneste fem kampe i Superligaen, da de tabte til AGF søndag aften. Der var en del ting, som ikke fungerede for de blå/gule, og Andreas Maxsø fremhæver specielt første halvleg som den dårligeste. - Det går for langsomt. Vi får ikke sat vores offensive profiler i spil. Vi har problemer med at komme rundt om deres første pres. Det starter der, og så kan man sige, at kampen bliver på deres præmisser. De står godt på banen, og det gør som tidligere nævnt, at det er svært at komme rundt om første pres. Men jeg synes ikke, de bliver super farlige, og vi står fint på deres indlæg, hvor vi ved, de er gode. Men vi laver en personlig fejl, som kan ske for alle, og sådan er fodbold, sagde Andreas Maxsø til 3point.dk kort efter slutfløjt. Sigurd Rosted blev taget ud i pausen, da han havde et gult kort og lænede sig op af det røde. Det gav plads til Hany Mukhtar, som var sat ind for at sparke liv i offensiven med sine gode vendinger. Det blev ikke nok for de blå/gule, og det var den sidste finish, der manglede, ifølge Andreas Maxsø. - Vi snakker om at være bedre på bolden, da vi er til pause. Vi skal forsøge at få nogle bolde op til Hany (Hany Mukhtar, red.), som vi ved kan vende i de små rum. Det får vi egentligt succes med, men jeg synes stadig, at den sidste finish mangler. Vi får reduceret og kommer lidt med, men vi bliver igen ikke farlige nok. Sådan er fodbold nogle gange, og jeg synes, AGF spillede en fin kamp. Brøndby spiller en vigtig kamp næste weekend, hvor FC København tager imod de blå/gule. Det gælder derfor om at se fremad nu, fortæller Maxsø. - Vi skal ind og spille en fed kamp i Telia Parken i næste uge. De kampe har deres eget liv, og selvfølgelig er vi skuffede lige nu, men vi skal se fremad hurtigt. Vi ville gerne have vundet eller i det mindste have fået point i dag. Men i morgen er en ny dag og der ser vi frem til på søndag. Nogle der ikke skuffede i dag var fansene. De medrejsende leverede en fantastisk tifo, og det bemærkede Andreas Maxsø også. Han sender et dybfølt tak til fansene. - Det betyder alt for os med den opbakning. De bærer os gennem alle kampe, og man kan høre dem overalt. Vi kan stadig høre dem, da vi er bagud 2-0, så det er klart, at de fans betyder alt for os. Brøndbys næste opgave er på søndag, hvor Telia Parken besøges. Kampen starter 11.45, og Brøndbys tribuneafsnit er udsolgt.