3POINT
Nyheder19. jul. 2015

Skuffende indsats gav nederlag mod AGF

Brøndby kom til Aarhus som favoritter, men efter en skuffende indsats, måtte de blågule rejse slukørede hjem med et 1-2-nederlag i bagagen. Kampen startede lidt

3point person
3point.dk19. jul. 2015

Brøndby kom til Aarhus som favoritter, men efter en skuffende indsats, måtte de blågule rejse slukørede hjem med et 1-2-nederlag i bagagen. Kampen startede lidt frem og tilbage, indtil AGF-angriberen Mate Vatsadze scorede på kampens første chance, da Agger mistimede et indgreb og efterfølgende var underligt passiv overfor georgieren, som let kunne sparke bolden forbi Hradecky. AGF havde overtaget gennem det meste af første halvleg, og kunne også let være kommet på 2-0 da Kim Aabech fik et frit hovedstød foran mål. Minutter senere var Elmar Bjarnason på spil i venstresiden, men i begge tilfælde var Lukas Hradecky vågen og fik afværget. Første halvlegs dramatiske højdepunkt kom, da Stephan Petersen smækkede en arm bagud, og ramte Elbasan Rashani i ansigtet. AGF'eren fik frispark i situationen, og selvom kantspilleren blev liggende med et kraftigt blødende ansigt, fik AGF lov at tage frisparket hurtigt, til Brøndbyspillernes store frustrationer. Rashani blev efterfølgende udskiftet med nyindkøbte Magnus Eriksson. Det forlyder efterfølgende at Rashani har pådraget sig et voldsomt brud på næsen, som formentlig betyder en lang skadespause. Et minut før pausen kom så udligningen fra Brøndbys side, og den var orkestreret af AGF-defensiven. Jens Jønsson vælger helt umotiveret at heade bolden ind i eget felt, hvor Andrew Hjulsager stod klar. Hjulsager blev den lille i duellen mod AGF-keeper Steffen Rasmussen, som dog kun får clearet bolden ud til Teemu Pukki, som sikkert sparkede udligningen i kassen. Knap 10 minutter inde i anden halvleg kom AGF igen foran. Mate Vatsadze stod helt fri på kanten af feltet efter lidt AGF-kombinationer, og georgieren havde igen ingen problemer med at passere Lukas Hradecky. 2-1, og så var Brøndby tvunget frem ad banen. Det skete sporadisk, at de to backs Johan Larsson og Riza Durmisi kunne komme til indlæg mod Teemu Pukki, men enten var udførslen upræcis, ellers var Pukki løbet for tidligt, og blev dømt offside. Pukki fik dog en stor chance for at udligne, da Steffen Rasmussen i flere omgange ikke fik bokset væk, men finnens afslutning var for skæv, og røg forbi mål. Overtiden sluttede med alt det drama, som en halvdød anden halvleg ellers ikke bød på. Først en annulleret Dario Dumic-scoring, som annulleres for offside, selvom Dumic frispilles af AGF-keeper Steffen Rasmussen. Det efterfølgende Brøndbypres giver anledning til endnu flere protester, da Magnus Eriksson hægtes på vej igennem uden at få et frispark, ligesom Alexander Szymanowski følte sig snydt for et straffespark. I momentet efter denne situation, får Johan Elmander blokeret en afslutning på stregen. Tættere på kom Brøndby ikke, og det endte derfor med et skuffende nederlag ovenpå en skuffende indsats.

Mest kommenterede nyheder