Skt. Paul og et nyt håb

Bearbejdelsen af skuffelsen over det missede mesterskab skal der være plads til. Men der er også plads til fornyet håb. St. Pauli gæster Brøndby Stadion på søndag og Juri Ahrskov Rao er begyndt at få håbet tilbage. FOTO: Robert Hendel Følgende tekst er skrevet af Juri Ahrskov Rao. Juri er underviser på Den Danske Filmskole og vil med udgangspunkt i sin kærlighed til Brøndby, skrive tekster til 3point.dk om hvad der rører sig i klubben. Og hvad der rører ham. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Måske er det et tegn fra oven, at vores første modstander på Brøndby stadion deler navn med en helgen, for jeg har i den grad brug for guddommelig indgriben. For jeg er stadigvæk i sorg. Ja, jeg burde faktisk gå klædt i sort, hvis det ikke lige var fordi, at gult og blåt klæder mig så sindssyg godt. Men sorgen jeg benævner er selvfølgelig slutningen på sidste sæson, som kastede mig ud i en eksistentiel fodboldkrise, en form for krise, som jeg aldrig har oplevet tidligere i mit liv, og som stadigvæk forfølger mig. Jeg har derfor, fordi tiden jo skulle gå med et eller andet, læst mig frem til, at kriser kommer i fire faser. 1. Chok-fasen, hvor man bare ikke kan fatte, at Horsens kan score to mål i løbet af de sidste minutter. 2. Reaktionsfasen, hvor det går op for én at guldet er tabt på gulvet, smidt ud med badevandet, gået op i røg. 3. Bearbejdningsfasen hvor man må acceptere den endelige Superligastilling og forsøge at finde mening med livet. 4. Ny-orienteringsfasen, hvor man kan betragte og håndtere sin krise og endda tale om 2. Pladser, uden at bryde helt sammen i krampegråd i Fakta, Netto eller Super-Brugsen. Og det er jo altsammen mægtig fint, bortset fra den lille detalje, at ovenstående proces, ifølge eksperterne, tager minimum et år at komme igennem, og jeg kun har haft 2 måneder fra det forliste mesterskab, til at komme ovenpå og mønstre en fastforankret tro på, at vi kan rejse os fra nederlagets dyb og skimte mesterskabets komme i det fjerne. Og tro mig, det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt. Først begyndte jeg at tale om, at vi var i proces, og at vi var blevet en erfaring rigere, og at dette ville styrke os og bla bla bla, til jeg en dag blev helt svimmel af, at høre på mit eget nonsens, - hvorefter jeg holdt helt op med at sige noget, når samtalen faldt på Brøndby. Jeg slog bare ud med armene, som en italiensk fodboldspiller i Serie A på en dårlig hårdag, - og da jeg også blev led og ked af, at ikke sige noget, så krøb jeg endelig til korset. Jeg fortalte alle, og jeg mener alle jeg mødte, hvor ked af det, jeg var over, at vi ikke var blevet mestre. (Dette har i øvrigt medført, at jeg kan gå på Strøget uden at blive antastet af de unge mennesker fra Amnesty international, Red Barnet og Røde kors, da de, lidt uforskammet faktisk, lader som om de ikke ser mig, når jeg kommer gående - og jeg har endda kun givet dem allesammen et temmelig overfladisk og grådkvalt sammendrag af sæsonafslutningen). Jeg er med andre ord, ikke kommet ud over chok-fasen. Jeg er stadigvæk ramt af en form for tab, som kun fodboldfans kan forstå hvad indebærer. For vi fans, - vi er jo ikke nogen, som tager let på håb eller drømme. Vi holder benene på jorden, så længe vi kan, fordi vi ved at skuffelsens vingesus blafrer lige omkring det næste hjørnespark. Men i sidste sæson gav jeg slip. Jeg gav mig hen til den største drøm af dem alle, og i et ubevogtet øjeblik var det næsten som om, at drømmen var virkelighed. Men hvad gør jeg så med min smadrede drømme-horisont. Tør jeg pakke den ud igen, når jeg ikke engang er kommet ud over tabet af den sidste. Tør jeg stille mig ud på tribunen, og gøre andet end stå på flade fødder og holde min mund, til den sidste dag i sæsonen, og først der konstatere, hvad det hele blev til. Eller findes der en kur? Jeg ved det ikke rigtig endnu, men et sted inde i mig, et sted, som jeg ikke har fortalt nogen om før nu, er der en lille stemme som hvisker til mig: “Før du kom til Brøndby havde dine drømme intet sted at leve - Før du kom til Brøndby havde dit liv, intet sted at drømme”. Og jeg ved, at denne lille hemmelige stemme, - det er den, som vil få mig til at håbe, og hoppe, synge og få mig til at slippe fodfæstet igen, for sådan er det jo med kærlighed, man kan ikke undgå, at miste sig selv engang imellem, man kan ikke komme udenom at satse alt, for at få fat i det, som man allermest ønsker sig - nemlig at drømmen bliver til virkelighed. Så måske er der et nyt håb, måske er jeg allerede på vej til at blive rask, eller ihvertfald så rask som man kan blive, når man nu engang holder uforbeholdent og ubønhørligt med noget så vildt og uregerligt, som sit elskede Brøndby IF. Og på søndag kommer Skt Paul med et i, - forfatteren til sætningen “Tro håb og kærlighed”, en tilfældighed?, I Think not, - for jeg ved, at bagved krisen så er det lige præcis det, som Brøndby er for mig - Tro, håb og kærlighed!