Skive-sportschef om Brøndby-lodtrækning: En blanding af glæde og lidt panik
Brøndby og Skive har i dag trukket hinanden i pokalturneringen. Selvom Skive ligger i 1. division, så tror sportschef i Skive, Rasmus Brandhof, på Skives chance

Brøndby og Skive har i dag trukket hinanden i pokalturneringen. Selvom Skive ligger i 1. division, så tror sportschef i Skive, Rasmus Brandhof, på Skives chancer. Klubben blev ramt af en blanding af glæde og panik, da der blev trukket lod. Foto: Skive IK / Jan Sand Photo I pokalfodbold kan alt ske. Det har man hørt utallige af gange. Derfor vil Skives sportschef, Rasmus Brandhof, ikke afskrive muligheden for, at Skive slår Brøndby ud af pokalturneringen. - Det smukke ved pokalturneringen er, at når der kun spilles en kamp, så kan alt ske. Favoritterne kan have en dårlig dag og de undertippede kan have en rigtig god dag. Så ja, Skive kan godt slå Brøndby ud af pokalturneringen, siger Skives sportschef Rasmus Brandhof til 3point.dk. Skives presseansvarlige, Preben Mouritsen, har udtalt til 3point.dk, at man forventer mange mennesker på stadion mod Brøndby. Rasmus Brandhof håber også på, at de kan give deres hjemmepublikum en god oplevelse, mens de forsøger at spille sig videre til næste runde. - Vi skal ud og give vores hjemmepublikum en rigtig god kamp og oplevelse. Og så skal vi forsøge at komme en runde videre. Til dagligt spiller Skive i landets anden bedste række, NordicBet Ligaen. Det er derfor en lidt anden størrelse af hold, når Brøndby fra Superligaen gæster Skives hjemmebane, Hancock Arena. Udover at få Brøndby på besøg, så får de også besøg af deres tidligere spiller, Mikael Uhre, som de glæder sig til at se igen. - Kampen er selvfølgelig en stor kamp i forhold til de kampe vi spiller til hverdag i Nordic Bet Ligaen. Vi har før haft besøg af Brøndby og det får som regel mange mennesker på stadion, så i den forstand er det en rigtig god kamp at få. Herudover er der selvfølgelig også den lille krølle, at Mikael Uhre jo tidligere har spillet i Skive, og vi glæder os til at se Mikael igen. Selvom Rasmus Brandhof ser Brøndby som favoritter, vil han dog ikke sætte procenter på chanceforholdet, når de to hold møder hinanden i pokalturneringen. - Det er svært at sætte procenter på chanceforholdet mellem de to hold, men Brøndby er naturligvis store favoritter, men vi tror på chancen og vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at vinde kampen. Da Brøndby og Skive i dag trak hinanden, var der to ting der ramte Skive-lejren. Glæde og panik. Panik fordi de skal have et stadion hurtigt klar. Glæde fordi de møder et stort hold. - Klubben blev ramt af en blanding af glæde og også lidt af panik. Glæde fordi vi møder møder et af de helt store hold i dansk fodbold. Og lidt i panik fordi kampen er lige om hjørnet og det kræver utrolig mange ressourcer, at få gjort stadion klar til en kamp af denne størrelse. Brøndby og Skive møder hinanden mellem 24. og 26. september på Hancock Arena i Skive.