
Teis Markfoged
Skipper om muligheden for udlejning og at blive hærdet af hårde perioder
Anton Skipper ser en udlejning som en mulighed, men tænker ikke så meget over det. Til gengæld er han blevet hærdet af svære perioder, fortæller han.

20-årige Anton Skipper gjorde sin entre i Superligaen med manér i sidste sæson, men i denne sæson har stopperen måtte se langt efter spilletid. Det er blevet til 90 minutter i pokalturneringen, men ingen Superliga-minutter. Og efteråret blev afsluttet med en skade. Men Skipper er klar igen.
- Jeg var stort set klar til at spille inden vi gik på ferie, selvom de sagde fire-seks uger. Men nu har jeg fået ferien til at blive endnu mere klar, og så har jeg trænet fuldt med, siden vi kom tilbage. Der har ikke været de store problemer, siger han til 3point.dk, og har da også fået spilletid mod både Kolding IF og AGF.
Skipper vil dog også gerne have minutter i gældende kampe, og derfor kan en udlejning komme på tale. Han kan dog ikke fortælle, om der er noget konkret på bedding i dette transfervindue.
- Det er klart, at hvis det er, som det har været, så er det jo en mulighed at blive lejet ud. Men det er noget, som aftales med Brøndby og en tredjepart. Helt overordnet tager jeg en dag af gangen og gør mit for at blive bedre.
- Der har selvfølgelig været snak. Men jeg kan ikke fortælle, hvor konkret det har været. Det er ikke den store involvering, jeg har i et lejemål, før der ligger noget på bordet. Jeg har bare fokus på mit eget spil.
Har lært af svære perioder
Anton Skipper er en del af det unge kuld i Brøndby-truppen. Men han føler ikke, de bliver set som ungdomsspillere mere.
- Jeg føler ikke, at vi bliver set 100 procent som ungdomsspillere mere. Vi giver mere igen til træningerne af dessiner og skideballer, hvis nogle af de gamle er for arrogante. Det er der forskellen er, fra da vi bare var ungdomsspillere.
- Alle de folk jeg har kendt på U/19 og U/17 har taget deres skud, når de fik muligheden, så man må give noget cadeau til dem. Jeg tror, at spillerne har vist sig frem, når de fik muligheden, og så er der måske blevet lagt mærke til nogle kvaliteter, som man ikke gjorde under Zorniger (Alexander Zorniger, red.).
Men det har ikke været en dans på roser hele vejen igennem for de unge. Jesper Lindstrøm har oplevet nedture, Anis Slimane, Andreas Bruus og Peter Bjur det samme. Og Anton Skipper naturligvis, for efter den flotte entre, har han haft svært ved at mase sig ind i startopstillingen. Det er noget, man lærer af og bliver hærdet af, fortæller han.
- Det er ikke fordi, at vi bruger hinanden super meget, hvis vi ikke får spilletid. Jeg tror, hvis man er nede, at der ikke er brug for andet end et klap på skulderen fra en af de andre unge, for så kan man ogs spejle sig i, hvem der går i gennem.
- Det har været svært og hårdt, at man skulle kæmpe for sin chance, og så får man en kamp, hvor der kommer noget ros, men så er man ikke i truppen weekenden efter. Det har været lidt svært. Men det er noget, som man hærdes af og får noget mere erfaring ud af.
I sidste sæson fik Skipper 11 optrædender for Brøndby i Superligaen.