3POINT
1721464268-DSC0043516.jpg

Adam Møller Karlsen

Nyheder24. jul. 2024

Skadesupdate fra Brøndbys cheftræner

3point.dk mødte Brøndbys cheftræner i mixed zone før onsdagens træning. Her gav Jesper Sørensen bl.a. en update på truppens skadessituation.

3point person
Per Bang24. jul. 2024

Nicolai Vallys

I dagene op til Superliga-premieren, søndag mod Viborg, blev sidste års topscorer i Brøndby skadet. Om Nicolai Vallys bliver klar til kampen torsdag mod Llapi fra Kosovo, vil cheftræneren vurdere efter dagens træning 

- Det er sådan noget dag til dag, hvor vi ikke vil løbe store risici med ham her i starten af en sæson, som forhåbentlig kommer til at byde på en masse kampe. Skaden er ikke så slem, at vi holder ham helt ude af mulighederne for at deltage.

- Vi kan ikke sige, at han er ude i tre uger, for det er han ikke. Og vi kan ikke sige, at han er med i morgen, og at vi holder ham helt ude af mulighederne for at deltage.

 

Marko Divkovic

Marko Divkovic viste tegn på slid i slutningen af sidste sæson. Han er endnu ikke klar.

- Det har så været et længere forløb, hvor han har været ude. Han har noget træning, han skal styrke. Han havde nogle problemer i foråret allerede, hvor han ikke var stærk nok omkring lyske og hofte.

- Det er det, han skal styrke, så han bliver mere holdbar, så han ikke går to skridt frem og to tilbage. Det er det vigtigste for os, at han kan gå fremad, som han har gjort det meste af det sidste års tid.

 

Frederik Alves

Brøndbys stærke midtstopper, Frederik Alves har været ude ca. et halvt år med komplikationer på akillessenen. Sørensen spår, at Alves kan begynde at spille kampe om 14 dage.

- Alves er ude lidt endnu, men træner regelmæssigt. Det handler bare om, at man skal sikre sig, at hans akillessene har den fornødne styrke.

- Man kan ikke på sin bevægelse måle på en akillessene, men man ved, at det tager en vis tid, før den har den styrke, som den skal have. Men heldigvis begynder han også at ligne en, hvor der ikke vil være langt, når han bliver ‘greenlightet’ til at spille.

 

Mulige forstærkninger

Til spørgsmål om potentielle spillerindkøb, indikerer cheftræneren, at det også er en investering ikke at sælge nuværende spillere.

- Vi kigger hele tiden på, hvordan vi bliver stærkest muligt. Lige nu har vi jo investeret i at holde fast i truppen. Vi har forlænget med Patrick (Pentz, red.), som jeg tror, alle synes var en rigtig god idé.

- Man skal huske på, at vi har haft rigtig dygtige spillere, som stadigvæk er her. Derfor er det også en del af den investering, der er blevet gjort. Og så er det klart, at vi kigger på,
om der er nogle steder og nogle ting, der kan åbne sig senere hen for os også for at blive endnu stærkere.

 

Brøndby spiller Europæisk kvalifikationskamp hjemme torsdag kl.19. 


 

Mest kommenterede nyheder