Silkeborg-direktør: Brøndby er i øjeblikket Danmarks bedst spillende fodboldhold
Silkeborg IF glæder sig til at få besøg af Brøndby IF i Superligaen, fortæller SIF-direktør Kent Madsen, som mener, Brøndby i øjeblikket er Danmarks bedst spill

Silkeborg IF glæder sig til at få besøg af Brøndby IF i Superligaen, fortæller SIF-direktør Kent Madsen, som mener, Brøndby i øjeblikket er Danmarks bedst spillende fodboldhold. FOTO: Silkeborg IF Silkeborg IF får søndag aften besøg af Brøndby IF på JYSK park. Hjemmeholdet har givet de blågule gæster mulighed for at træne på kampbanen på stadion, som er kunstrgræs, inden det for alvor går løs søndag. Det er god stil, mener Alexander Zorniger, men for Silkeborg lå der egentlig ikke så mange overvejelser bag det, fortæller administrerende direktør Kent Madsen. - Egentlig var der ikke så mange overvejelser. Vi spiller om tre point søndag aften, og vi giver alt, vi har i de 90 minutter og vil gøre vores yderste for at hente en sejr. Resten af tiden er vi kollegaer, og med kunstgræs har vi mulighed for at lade vores gæster træne på stadion før kampen, hvis de ønsker det. Det var sværere, da vi spillede på naturgræs af hensyn til banens beskaffenhed, siger han til brondby.com. Silkeborg-bossen glæder sig til søndagens kamp, hvor Silkeborg, efter Madsens mening, får besøg af Danmarks i øjeblikket bedst spillende fodboldhold. - Groft sagt har vi fire store hjemmekampe i løbet af en sæson. Kampen på søndag mod Brøndby er én af dem, ligesom kampene mod FC København, AGF og FC Midtjylland også trækker mange folk til. Den slags kampe glæder vi os altid til – og søndagens opgør er noget helt særligt, fordi Brøndby i øjeblikket er Danmarks bedst spillende fodboldhold. Brøndbys udebaneafsnit er udsolgt til kampen i Silkeborg på søndag.