Sikosek vil bringe fart og aggressivitet til Brøndby-holdet
Gregor Sikosek er ny mand i Brøndby og han vil bringe fart og aggressivitet ind på holdet, som han er faldet rigtig godt ind på. 23-årige Gregor Sikosek blev i

Gregor Sikosek er ny mand i Brøndby og han vil bringe fart og aggressivitet ind på holdet, som han er faldet rigtig godt ind på. 23-årige Gregor Sikosek blev i januars transfervindue hentet til Brøndby fra slovenske FC Koper i hjemlandet. Det er venstrebackens første udlandsophold og han har lige skulle falde til i sit nye land, men på holdet har det været let, fortæller han. - Min første tid i klubben har været rigtig god, særligt på grund af mine holdkammerater. Der er et godt sammenhold. Trænerne vil også gerne have den holdånd, så det har været let for mig at falde ind på holdet, siger han til 3point.dk. - Det har været lidt hårdt, for når man flytter, skal man lige falde på plads. Man skal finde en lejlighed og en bil og generelt falde til. Men jeg er ved at få styr på det, så det er rigtig godt. Han forklarer også, at han ikke havde brug for meget betænkningstid, da Brøndby meldte sig på banen. - Jeg blev rigtig glad, da jeg hørte om Brøndbys interesse. Det er en stor klub og den slags klubber har vi ikke i Slovenien, hvor jeg kommer fra. Det var ikke svært for mig, at træffe en beslutning. Om sine kvaliteter fortæller Sikosek: - Acceleration, fart og aggressivitet er tre ord, jeg vil bruge. Alexander Zorniger vil også have at jeg er aggressiv. Men det vigtigste, han vil have fra mig, er at jeg er selvsikker. Jeg skal vise hvad jeg kan og gøre mit bedste. Jeg er selvsikker, men det skal jeg også vise i kampene, siger han og tilføjer, at han er glad for spillestilen i Brøndby: - Jeg kan godt lide spillestilen i Brøndby. I Slovenien spillede jeg en lidt mere langsom stil. Men jeg kan bedre lide det her, for vores hold scorer masser af mål og det ser generelt ud til at fungere. Gregor Sikosek kan debutere for Brøndby søndag på udebane mod FC København.