Sikker Brøndby-sejr i sæsondebut
Brøndby sparkede sæsonen i gang med et Europa League-opgør mod finske VPS Vaasa. Finnerne viste sig at være ganske ufarlige, og Brøndby havde ingen problemer me

Brøndby sparkede sæsonen i gang med et Europa League-opgør mod finske VPS Vaasa. Finnerne viste sig at være ganske ufarlige, og Brøndby havde ingen problemer med at sikre sig en 2-0-sejr. Brøndby indledte kampen med et meget heftigt pres på den finske defensiv. De gulklædte var konstant over modstandernes forsvarsspillere og keeper, og det gav en del små chancer, da finnerne gerne forsøgte at spille sig ud af presset. Det var dog først efter et kvarter, det for alvor blev farligt. Hany Mukhtar fandt Teemu Pukki i højresiden, og efter et enkelt træk fandt Pukki åbningen og sendte bolden i netter uden chance for keeperen. VPS forsøgte som sagt at spille sig ud af presset, hvilket betød at den tidligere Silkeborg-spiller Morrissey ofte kom til at ligge alene i front, fordi de andre spillere var nede for at forsvare. Det var svært for finnerne, og det blev endnu sværere efter en halv time, hvor Teemu Pukki igen var på spil. Angriberen lagde bolden af til Kasper Fisker, som kanonerede bolden i kassen fra kanten af feltet. Drømmedebut til Fisker, der generelt var meget energisk, og deltog i meget af Brøndbys opbyggende spil. To minutter senere burde Pukki være blevet dobbelt målscorer. Han opsnappede en løs bold, driblede den udenom den fremadstormende finske målmand, men overså at en forsvarsspiller kom glidende tilbage. Pukki tøvede for længe, og en lang tå forhindrede Brøndby i at komme på 3-0. Fra anden halvlegs start gik Brøndby et niveau ned, og overtaget blev mindre markant. VPS Vaasa havde dog stadig svært ved at spille bolden over midterlinjen, og skulle der falde en scoring yderligere, var der ingen tvivl om, at den skulle ind bag den finske keeper. Tvivlen begyndte dog så småt at indfinde sig, specielt da VPS tyve minutter før tid fik halvlegens første reelle chance, da de pludselig var 3 mod 2 i en kontra. Der manglede dog beslutsomhed for finnerne, og muligheden endte i handskerne på Frederik Rønnow. Chancen virkede som et wake up call for Brøndby, der i mellemtiden havde sendt debutanten Besar Halimi på banen, hvilket sendte Kevin Mensah i angrebet. Netop Mensah fik minuttet senere en stor chance, da han med et enkelt træk splittede VPS-defensiven ad, men bolden kom for tæt på keeperen, og scoringen udeblev. Brøndby blev ved med at presse på, men finnerne stod kompakt, og derfor blev det lige ved og næsten for favoritterne, der dog har sikret sig et glimrende udgangspunkt i den første af de to kvalifikationskampe. Der er returopgør om en uge i Finland.