3POINT
Jesper Lindstrøm

Teis Markfoged

Nyheder22. nov. 2020

Selvtillidsfyldt Lindstrøm: Jeg kigger fremad

Jesper Lindstrøm stråler af selvtillid, men han bruger ikke meget tid på at se tilbage. Han ser kun fremad og fokuserer på næste kamp.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen22. nov. 2020

Jesper Lindstrøm scorede søndag aften sit femte sæsonmål, da han bragte Brøndby IF foran på udebane mod Vejle Boldklub. Brøndby vandt 2-0, men måtte kæmpe hårdt for det undervejs. Men sådan er det, lød det fra målscoreren efter kampen.

- Vi skal altid kæmpe hårdt for det i Jylland. Det er som om, at når vi kommer foran, stiller vi os lidt længere ned og tør ikke spille fodbold på samme måde som hvis det står uafgjort. Det var et rigtig vigtigt andet mål, vi fik, for det gav lidt mere ro på. Men endelig fik vi et clean sheet og det var sgu skønt, sagde Lindstrøm efter kampen.

- De første ti minutter var sløje, men derefter var det fint og vi fik scoret lige inden pausen. Det var et godt tidspunkt at score på, og så kørte vi den hjem til sidst.

20-årige Lindstrøm spiller med stor selvtillid. I landskampspausen repræsenterede han både Danmark på A- og U/21-niveau, men han bruger ikke meget tid på at nyde bedrifterne fra fortiden. Han ser fremad.

- Det har selvfølgelig været en kæmpe ære at få lov at spille for det danske landshold. Sådan har jeg det også, når jeg spiller for U/21, som jeg har været med nogle gange. Men det giver selvfølgelig et selvtillidsboost. Jeg tager en kamp ad gangen og fokuserer bare på mig selv og mit hold. 

- Det er en kæmpe drøm og noget man har drømt om siden man var lille, så det har givet noget selvtillid. Men jeg ser ikke så meget tilbage, jeg kigger fremad. I dag skulle vi spille mod Vejle, så skal man ikke tænke på de gamle kampe. 

Jesper Lindstrøm står noteret for fem mål og to assists indtil videre i denne sæson.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder