Sejr: Brøndby gik målamok i anden halvleg
Hvis man skal udpege denne sæsons ønskemodstander, kommer man nok ikke udenom FC Vestsjælland. Søndag blev det til en stensikker 4-0-sejr, som bringer sæsontota

Hvis man skal udpege denne sæsons ønskemodstander, kommer man nok ikke udenom FC Vestsjælland. Søndag blev det til en stensikker 4-0-sejr, som bringer sæsontotalen op på ni point og en målscore på 10-0 over nedryknings-kandidaterne fra Slagelse. Men det startede ikke udpræget godt. Første halvleg blev en tynd kop te, hvor Brøndby virkede til at have svært ved at spille sig igennem FCV-defensiven. Det lykkedes meget få gange, bl.a. da et mønsterangreb havnede for fødderne af Ariel Núñez, som flugtede bolden tæt forbi. Efter en halv time lykkedes det for Teemu Pukki at få bolden i kassen, men målet blev korrekt annulleret for offside. Minuttet før pausen burde Alexander Szymanowski have bragt Brøndby foran på en friløber, men argentineren, som generelt spillede en skidt kamp, sparkede lige på den fremadstormende keeper. 0-0 ved pausen er ikke en nyhed for Brøndby, og det viste sig da også hurtigt, at de blå-gule igen i dag leverede langt bedre i anden halvleg. Der skulle kun gå to minutter før et hjørnespark endte i panden på Christian Nørgaard, som i en smuk bue headede Brøndby i front. Og bare to minutter senere stod der igen mål på menuen. Og igen var det Nørgaard efter hjørnespark. Denne gang dog efter en omgang klumpspil, hvor den unge midtbanetroldmand var først over returen. Kort efter var Nørgaard sågar tæt på et hattrick, men afslutningen strøg tæt forbi den nærmeste opstander. FC Vestsjælland forsøgte at svare igen, samtidig med at Brøndby gik lidt i stå. Ti minutter inde i halvlegen fik Marc Dal Hende annulleret en scoring for frispark, og små fem minutter senere var Osama Akkharaz synderen, da et fladt indlæg blev fumlet forbi Hradeckys mål. Mere havde FCV ikke at komme med, og så lå det i kortene at skulle der komme mere, skulle det komme fra Brøndby. Og det gjorde det i høj grad. Med godt 10 minutter igen tørrede Hjulsager sin direkte modstander og driblede ind i feltet. Med stort overblik ligger Hjulsager bolden bagud til en fremadstormende Johan Larsson, som sikkert satte venstreskøjten på, og bankede bolden op i nettaget. Med syv minutter igen bragte Thomas Frank så 17-årige Nikolai Laursen i spil, og det skulle vise sig at være en rigtig god idé. Laursen var her, der og alle vegne da han kom ind, og krydrede også sit indhop med en scoring. Patrick da Silva var manden bag, da han opfangede en løs bold og smækkede et hårdt, fladt indlæg ind i fødderne på Laursen, som sikkert sparkede Brøndby på 4-0. Lidt malurt i bægeret kom der dog, da Martin Ørnskov indkasserede et dumt gult kort, som bringer ham i karantæne i næste runde mod OB. Med sejren kravler Brøndby op på Superligaens tredjeplads, foran Randers, som senere søndag spiller ude mod FC København.