Lars Rønbøg
Sean Klaiber: Vi skal nok være klar
Sean Klaiber ærgrer sig over at slutte træningslejren med et 3-1-nederlag, men understreger, at holdet nok skal være klar til forårspremieren mod FC Midtjylland.

Da Brøndby IF fredag aften tabte 3-1 til IFK Göteborg i en træningskamp i Portugal, var det atter med Sean Klaiber på positionen som højre stopper. En ny position for ham, men han forsøger at løse opgaven så godt som muligt.
- Jeg er komfortabel på bolden og jeg tager nogle risici i mit spil. Jeg forsøger at være rolig på bolden. Det er en ny position for mig, jeg har ikke spillet midtstopper før. Men jeg gør, hvad træneren beder mig om, og så udfylder jeg rollen med alt hvad jeg har. Det er nyt for mig, men jeg skal nok finde ud af det, lød det fra Klaiber efter kampen.
Men selve kampen blev én til glemmebogen for Klaiber og holdkammeraterne. På en tung, regnvåd, løs og glat møgbane endte det med en sejr til det svenske mandskab efter en føring grundlagt tidligt i første halvleg.
- Den stod hurtigt 3-0 til dem. Det var ikke godt. Det er ikke en fed måde at slutte træningslejren på, men dette hold skal nok rejse sig. Vi ved godt, hvad vi skal gøre, og vi skal nok komme tilbage.
- Målene kom efter personlige fejl. På det første var der en, der gled, det andet var et straffespark og det tredje var en lang bold fra deres keeper, hvor vi reagerede for langsomt. Sådan er fodbold. I dag var det deres dag. Vi forsøgte også lidt med lange bolde i begyndelsen, fordi banen var så dårlig. Det var ikke vores kamp.
- Dette er den værste bane, jeg har spillet på i min karriere. Den første bane vi spillede på var rigtig god. Det er dejligt at være på træningslejr med gutterne, men denne bane var ikke god.
Om lidt mere end en uge er det endelig tid. Brøndby IF tager imod FC Midtjylland på Brøndby Stadion, og der skal de blå/gule spillere nok være klar, forsikrer Klaiber.
- Jesper Sørensen var ikke glad for vores præstation. Men han ved også, hvad vi kan gøre anderledes. I næste uge gælder det FC Midtjylland - under nogle andre forudsætninger. Banen var ikke til vores fordel, for vi er et hold, som gerne vil spille. Men i næste uge bliver det en helt anden kamp på hjemmebane, og den vil vi ud og vinde.
- Vi har trænet frem mod FCM-kampen. Men vi har trænet rigtig godt i denne uge, så derfor er det heller ikke fedt for os at slutte træningslejren på denne måde. Vi havde en rigtig god følelse og har haft en god lejr. Nu handler det om at få hovederne op, komme hjem til familierne og komme videre fra denne kamp. I næste uge skal vi nok være klar, slutter han.
Der venter Brøndby en træningskamp mere på mandag hjemme i Danmark. Det bliver primært en kamp for de spillere, som ikke kom i aktion i fredagens kamp.