
Freja Borne
Sean Klaiber: Jeg elsker det!
Sean Klaiber elsker at være i Brøndby IF, fortæller han. Og så roser han de unge spillere, som i vinterens pre-season har vist sig godt frem.

Forårsstarten nærmer sig efterhånden. Endelig. Søndag gælder det Brøndby IF mod FC Midtjylland på Brøndby Stadion.
Efter en intens fredagstræning med højt humør, trådte en glad Sean Klaiber ind hos den fremmødte presse, hvor han blandt andet satte ord på, hvordan han har det med at være i Brøndby. Og han er ikke i tvivl.
- Jeg har sagt det lige fra min første uge her. Jeg elsker at være her. Folk er så søde mod mig. Og hvis folk er søde mod mig, vil jeg gerne give tilbage. Det er bare fedt at være her. Jeg elsker det. Jeg har halvandet år tilbage af min kontrakt...
Men hvad hvis CV kommer med en ny?
- Så må vi tale sammen, lyder det med et stort grin fra den storsmilende hollænder.
Flere unge spillere har i denne pre-season vist sig godt frem i seniorsammenhæng. Spillere som Clement Bischoff og Noah Nartey banker for alvor på. Klaiber har kun ros til overs for de unge Brøndby-talenter.
- Det tyder på en god fremtid. De har gjort det godt på træningslejrene. Noah (Nartey, red.) har også vist sig frem i startopstillingen et par gange, og han kom lidt ud af ingenting, for vi så ham ikke rigtig i de første seks måneder. Udviklingen har været rigtig god.
- Og det er bare gode drenge! De lytter efter. De lytter særligt til de gamle, som ham derovre, siger Klaiber og peger storgrinende på Daniel Wass, der står og venter på at være næste mand i mixed zone.
Kampen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland spilles på søndag med kickoff klokken 18.00.