
Teis Markfoged
Scout: Riveros elsker at angribe
Blas Riveros blev mandag præsenteret som ny spiller for Brøndby IF indkøbt fra schweiziske FC Basel. Hentet til klubben for at styrke venstresiden. Men hvad er han for en type fodboldspiller? 3point.dk har været på telefonisk langfart, og talt med Tetsuo Akita, en scout fra Paraguay, om Blas Riveros og hvad det er Brøndby kan forvente.

På trods af der er mere end 11.000 kilometers afstand mellem undertegnede og Tetsuo Akita, som arbejder som scout for Rball og er bosiddende i Asunción, hovedstaden i Paraguay, så er whatsapp forbindelsen glasklar, og Akita er klar til at stille 3point.dks nysgerrighed på den nye spiller Blas Riveros.
- Han er en venstrebenet venstreback, som har fået sin fodboldopdragelse i Olimpia her i Asunción i Paraguay. Olimpia er den største klub i landet. Han nåede dog dårligt nok at optræde som seniorspiller for Olimpia før han blev solgt til FC Basel i Schweiz. Men han har spillet for U17-21 landsholdene for Paraguay.
Forespurgt om Blas Riveros aktuelle landsholdssituation uddyber Tetsuo Akita:
- I mine øjne er han den pt. bedste venstreback som Paraguay har i øjeblikket. Ikke fordi det vrimler med venstrebacker, men stadig. Han startede de seneste landskampe som venstreback. Men der er en vis tro på at han skal starte på torsdag mod Peru.
Når det kommer til at beskrive Blas Riveros som spillertype lyder det, at den nye Brøndbyspiller elsker at angribe fremad banen:
- Riveros er hurtig, han er fysisk stærk og har et kraftfuldt spark. Han er disciplineret i forhold til at positionere sig igen, og er ikke typen der kun gider løbe den ene vej. Han er ikke lige så god defensivt som han er offensivt. Men han har bestemt potentiale for at forbedre sig.
Til spørgsmålet om Riveros mest iøjenfaldende styrke lyder vurderingen:
- Hans fart. Og indlæggene.
Forespurgt til Riveros\' offensive kvaliteter uddyber Tetsuo Akita:
- Han elsker at gå hele vejen til baglinjen og levere indlæggene. Indlæg er helt klart en af hans store kvaliteter.
Samtalen drejer derfor naturligt over på det taktiske setup i Brøndby, og hvordan Akita vurderer at Riveros passer ind der:
- Riveros ville helt bestemt passe rigtig godt ind som wingback. At han har 3 stoppere bag sig vil hjælpe ham en hel del, og også tillade ham at han kan gå 1-mod-1 mod sin direkte modstander mere end hvis han var en tradionel venstreback i en bagkæde med fire mand i. Han er skræddersyet som wingback fordi han elsker at angribe.
Og inden 3point.dk når at følge op fortsætter Akita beskrivelsen:
- At han elsker at angribe og er god til det, det er helt sikkert også en af grundene til at han blev solgt til Europa. De fleste backer i Paraguay er meget mere defensivt indstillede. Riveros har et offensivt mindset, og så er han hurtig.
Men en ting er kvaliteterne på banen, noget andet er personen uden for. Akita bliver bedt om at beskrive Riveros\' personlighed:
- Han er en god dreng. En meget ydmyg person. Almindeligtvis er folk fra Paraguay simple mennesker. Ikke store armbevægelser. Den største udfordring kan blive kulturtilpasselsen i Danmark. Det er vigtigt at I får ham til at føle sig hjemme, er åbne over for ham og støtter ham. Så han mærker at støtten er der, og han ikke behøves være usikker i et fremmed land. Trænerens arbejde bliver vigtigt i forhold til at få Riveros til at føle sig tilpas. At sørge for Riveros har selvtillid og bevarer en mentalstyrke.