Teis Markfoged
Schwartau sikrede Brøndby-forløsning dybt inde i overtiden
16-årige Schwartau sikrede søndag aften Brøndby IF en sen sejr på 3-2 over AaB.

Søndag aften var det atter tid til kamp på Brøndby Stadion. Inden kampen gik der mange snakke blandt fans - om det nye ejerskab og alt hvad det medfører af forandringer.
Der var da også nye ansigter i capotårnet, da kampen blev fløjtet i gang. Brøndby IF-holdet kom ud som lyn og torden og spillede gæsterne fra AaB ud af brættet fra første fløjt.
Der var end ikke spillet to minutter, da Daniel Wass sendte et præcist hjørnespark lige ind i hovedet på Jens Martin Gammelby, der headede hjemmeholdet i front.
Det var en vigtig bundkamp. Vigtige point på spil for begge mandskaber. Men Brøndby var bedst indledningsvist. Ti minutter efter føringsmålet leverede Nicolai Vallys en assist så smuk som den efterårssol, der for længst havde forladt himlen. Han sendte Anis Slimane alene igennem med Theo Sander og midtbanespilleren gjorde det til 2-0.
Herefter slap Brøndby håndbremsen mere og mere og overlod mere initiativ til gæsterne, som ellers ikke havde fået et ben til jorden i de første 15-20 minutter.
Tågen lagde sig tættere og tungere over Brøndby Stadion synkront med at gæsterne åd sig mere og mere ind i kampen. Brøndby-spillerne blev i sekvenser for passive og tillod mod slutningen af første halvleg Younes Bakiz at spadsere gennem feltet uden pres på. Han reducerede til 2-1, som var stillingen ved pausen.
Brøndby IF kom skidt ud efter pausen, så på den måde lignede det en fortsættelse af slutningen på første halvleg. Man kunne mærke på stadion, at der bredte sig en begyndende fornemmelse af en udligning til AaB.
Den kom da også midtvejs i anden halvleg. Igen efter en opskrift af alt for passivt forsvarsspil og en målscorer, der hed Younes Bakiz.
Hjemmeholdet forsøgte at tage teten tilbage og fik da også truet gæsterne et par gange. Tættest var de med et hovedstød på stolpen, som dansede inde på stregen, inden en AaB-spiller fik clearet den. Det lykkedes også Brøndby at få bolden i mål, men det blev underkendt for offside.
Men bedst som man troede det ville ende uafgjort som så mange gange før i denne sæson, dukkede en ung mand op midt inde i AaB-feltet og smaskede bolden i nettet via undersiden af overliggeren og sikrede Brøndby Stadion ekstase og en sejr på 3-2. Navnet er Oscar Schwartau, mine damer og herrer. 16 år gammel!
Brøndby kunne sætte tre meget lunende point ind på den hungrende konto.