Teis Markfoged
Schwartau: Jeg ramte den godt
Oscar Schwartau er den yngste spiller i historien til at score for Brøndby IF.

Det er ikke længe siden, at Oscar Schwartau blev den yngste startdebutant i Brøndbys historie. Nu får historien endnu et kapitel, da Schwartau med målet til 2-0 mod OB blev den yngste spiller til at score for Brøndby.
- Det er selvfølgelig stort at blive den yngste mand i truppen, så det er selvfølgelig gået hurtigere end forventet. Det er altid de yngste, der skal bære materialerne ind, men det er jeg ved at blive vant til nu, siger Schwartau i mixed zone.
Om den flotte kasse forklarer Schwartau:
- Jeg når ikke at tænke så meget. Jeg når at få lavet en vending, og så tænker jeg, at jeg bare skal skyde til den. Og så gik den ind. Jeg kunne godt mærke, at jeg ramte den godt, men jeg vidste sgu ikke at den ville gå ind. Det er selvfølgelig overvældende, at jeg sparker den ind. Det er jo ikke fordi det er en man sparker ind hver dag, så det er stort for mig at få scoret mit første mål i dag.
Det fleste fodboldspillere laver ikke så meget andet end at spille fodbold, men når man er i Schwartau’s alder, skal man også passe sin skole. Udover at spille fodbold, er Schwartau lige startet på gymnasiet.
- Jeg er lige startet på Brøndby Gymnasium herude, men jeg træner fuldt med, og så går jeg over på gymnasium bagefter. Det er lidt overvældende, men det er sådan ens hverdag er, men det er super fint, at vi har fået det til at fungere mellem klubben og skolen. Det er lidt forskelligt fra dag til dag, hvor lang tid jeg er der.