.jpg%3F2026-07-02T07%253A12%253A56.599Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Schmedes om transfervinduet: En travl sommer
Brøndby forventer et mere aktivt transfervindue denne sommer, hvor både salg og forstærkninger er i fokus efter en stille periode. Salget af Jacob Rasmussen har åbnet behovet for en venstrefodet stopper, mens klubben samtidig har hentet japanske Sho Fukuda som ny offensiv tilføjelse. Ifølge sportsdirektør Benjamin Schmedes er Japan et strategisk marked, hvor Brøndby nu nyder godt af det omdømme, Yuito Suzuki har været med til at opbygge.

Brøndby IF forventer en mere aktiv sommer på transfermarkedet end i seneste vinduer. Det fortæller sportsdirektør Benjamin Schmedes, som både har fokus på udgående profiler og at holde truppen kompetetiv:
– Der sker altid meget i sommertransfervinduet (...i det skjulte), også selvom tingene i sidste ende så alligevel ikke sker, lyder det fra Schmedes, der varsler øget aktivitet:
– Klubben har de seneste 18 måneder ikke haft den store trafik ind og ud. Vi forventer mere i denne sommer som en naturlig konsekvens heraf.
Interesse udefra – og åbne for salg
Brøndby har i løbet af sommeren haft spillere repræsenteret ved både U21- og U19-slutrunderne, og sportsdirektøren mærker tydeligt interessen:
– Vi har nogle meget interessante spillere for markedet ude i Europa. Min telefon ringer altid, siger han og fremhæver:
– Det har været fedt at se U21 EM, hvor vi har haft tre spillere med, ligesom vi også har haft nogle med til U19. Jeg blev også glad for at se Mathias Kvistgaarden få debut på det danske A-landshold.
Navne som Clement Bischoff og Noah Nartey er blandt dem, der har været i rampelyset – men det ændrer ikke umiddelbart på Brøndbys tilgang:
– Både Clement og Noah er dygtige spillere, men det behøver man ikke have set U21-slutrunden for at vide. Det er ikke sådan, at vi pludselig ser dem til slutrunden og tænker, at nu skal vi have givet dem en ny aftale.
Ifølge Schmedes handler nye kontrakter om gensidig enighed:
– For at opnå en ny aftale er det krævet, at alle parter mødes og bliver enige, selvom alle parter også har deres egne tanker. Jeg har en god følelse af, at begge to kunne være her i længere tid – og at de også har flere skridt at tage i Brøndby-regi. Men det kræver enighed hele vejen rundt.
Venstrefodet stopper på ønskelisten
Salget af anføreren Jacob Rasmussen til Red Bull Salzburg har skabt et hul i bagkæden, som Brøndby arbejder på at udfylde:
– Det er naturligt, at da Jacob Rasmussen gerne ville forlade os og Salzburg stod klar, så vil vi gerne have en venstrefodet stopper erstatning ind. Vi arbejder på det og har nogle gode emner i sigte – men jeg kommer ikke til at give mere indsigt i igangværende projekter.
Overgangen til Salzburg blev lukket hurtigt:
– Jacob kom til os og fortalte, at han gerne ville have et skifte sat op. Det kom hurtigt, og det skulle ske hurtigt, fordi Salzburg havde et kort vindue åbent (... inden klub VM i USA). Vi kunne lande en aftale, hvor alle tre parter blev tilfredse – uden det var godt for os, var det ikke sket.
Fukuda ind – Brøndby udbygger det japanske spor
Torsdag kunne Brøndby præsentere 24-årige Sho Fukuda som ny spiller, hentet i japanske Shonan Bellmare. Et skifte, der passer ind i klubbens strategi om at udnytte det momentum, som Yuito Suzukis succes har skabt:
– Fukuda er en god spiller, men jeg kommer ikke til at kalde ham en erstatningsvare bare fordi han og Suzuki er landsmænd. Det handler ikke nødvendigvis om at finde den nye Suzuki, men om generelt at finde interessante spillere fra det marked.
Schmedes anerkender, at Suzuki har banet vejen:
– Der er ingen tvivl om, at det er et interessant marked, og at Suzuki har været en god rollemodel – en god succeshistorie både for ham og os. Vi har et godt navn i Japan nu, det åbner døre for os, og det skal vi naturligvis se til at udnytte.
Han peger dog på, at tilpasning varierer fra spiller til spiller:
– Vi er helt bevidste om de kulturelle forskelle. Tag fx Ochino – han har spillet universitetsfodbold, men har været her og besøgt klubben (i marts måned), så han kender omgivelserne. Fukuda er omvendt mere moden og spillede allerede i J-League. Så det er meget forskelligt, hvad en spillers tilpasningstid kan blive.