Samuel Mraz: Det er en fantastisk følelse at bidrage med mål
Det blev til en tiltrængt sejr over Esbjerg, der i de seneste fem indbyrdes møder har trukket sig sejrrigt ud. Derfor var det også en lettet Samuel Mraz, vi fik

Det blev til en tiltrængt sejr over Esbjerg, der i de seneste fem indbyrdes møder har trukket sig sejrrigt ud. Derfor var det også en lettet Samuel Mraz, vi fik i snak ovenpå 2-1-sejren over vestjyderne. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport - Jeg står her med en god følelse, det er altid rart at bidrage med mål. Det var min første start på Brøndby Stadion, og så var det fantastisk at give fansene noget tilbage, lyder det med et stort smil fra den slovakiske skarpretter. - Vi præsterer godt især i første halvleg og står her efterfølgende med en vigtig sejr. Der er helt sikkert perioder i anden halvleg, hvor vi kan forbedre vores spil, vi overlader for meget initiativ til Esbjerg, og det må ikke ske. Vi skal vise større ro på bolden og generelt være mere modige. Samuel Mraz har startet de to seneste opgør i Superligaen, hvor han har erstattet karantæneramte Kamil Wilczek. Selv er hovedpersonen ydmyg omkring sin rolle på holdet, hvor sejrene er det eneste, der betyder noget. - Det betyder ikke så meget for mig om jeg starter næste kamp, jeg fokuserer på at holde mig klar til hver kamp og så er det op til træneren at vurdere, hvem der starter inde. Det altomspændende er, at holdet præsterer bedst muligt, men det er naturligvis rart at få spilletid. Samuel Mraz har efterhånden været i Brøndby IF i over to måneder, og han nyder tilværelsen på Vestegnen. - Jeg er faldet godt til i klubben, hvor omklædningsrummet og fansene har taget godt imod mig, hvilket jeg sætter stor pris på. Lige nu er det vigtigt for mig at fortsætte med at bygge på mit spil og hjælpe holdet. Slovakken har spillet de to seneste opgør ved siden af Simon Hedlund, men kan også sagtens se sig selv spille ved siden af Kamil Wilczek. - Kamil Wilczek har præsteret på et tårnhøjt niveau for klubben, og jeg lærer meget af at træne med ham. Kamil og jeg har gode relationer til hinanden, men jeg synes også, at samarbejdet med Simon Hedlund fungerer rigtig godt. Kamil og jeg har ligheder i vores spil, og det er en fornøjelse at have en som ham at læne sig op ad. Med sejren over Esbjerg er der hele 14 dage til næste kamp, der finder sted i Aarhus, hvor David Nielsens AGF byder op til dans på Ceres Park.