Sæsonkortholdere i Brøndby kan igen komme gratis til ishockey
Rødovre Mighty Bulls byder Brøndby-fans velkommen til gratis ishockey igen. Man skal blot medbringe sit sæsonkort, når man vil ind og se ishockey i Rødovre. Den

Rødovre Mighty Bulls byder Brøndby-fans velkommen til gratis ishockey igen. Man skal blot medbringe sit sæsonkort, når man vil ind og se ishockey i Rødovre. Den grumme, lange vinterpause venter lige om hjørnet. Forude venter knap to måneder uden Superliga-bold, men der er andre muligheder for at komme ind og støtte et vestegnshold, hvis man er sæsonkortholder på Brøndby Stadion. Brøndby IF og Rødovre Mighty Bulls er nemlig blevet enige om en forlængelse af den aftale, der blev indgået sidste år. Aftalen indebærer at sæsonkortholdere på Brøndby Stadion kan komme gratis til ishockey. Rødovre-fans har i løbet af efteråret kunne komme gratis på Brøndby Stadion til grundspilskampene (eksklusiv derbyet). - Vi har næste hjemmekamp på søndag (hvor Brøndby dog spiller i Vejle) og dernæst på tirsdag mod Odense. Der er også det store nytårsopgør mod Rungsted d. 29. december, som - udover slutspillet – nok bliver sæsonens største kamp, fortæller Bjarke Christoffersen fra Rødovre Mighty Bulls til 3point.dk. - Rent praktisk, så tager man bare sit Brøndby-sæsonkort med og scanner det i indgangen hos os, så det er ligesom, når man tager på Brøndby Stadion. Det giver som udgangspunkt adgang til en ståplads, men man må naturligvis gerne benytte ledige siddepladser. Du kan se hele Rødovre Mighty Bulls' kampprogram her.