Sådan blev jeg Brøndby-fan: Uche som verdens største mand og mødet med Faxe i Scala

Journalisten Martin Flink har delt sin historie om, hvordan han blev fan af Brøndby IF. Det involverer Uche og Faxe, og så spillede han selv på hold med Martin Schmidt og Peter Madsen ved en særlig lejlighed. Brøndby betyder meget for mange mennesker. Og i perioder, hvor Brøndby ikke spiller, så kan tiden blive lang. Det oplever man ved landsholdspauser, og i denne tid med coronavirus vil savnet af Brøndby og Brøndby Stadion formentligt blive rigtig stort. I den anledning har 3point.dk spurgt vores følgere på Twitter om, hvordan de blev Brøndby-fans. Vi vil over den næste periode bringe de bedste og mest velskrevne historier, og du kan sende din til info@3point.dk Uche var verdens største mand Journalisten Martin Flink er i dag 41 år og bor i Rødovre, og hans tilknytning til Brøndby IF startede ganske tidligt. Blandt andet via møder med Uche Okechukwu og John Faxe Jensen. - I 1980'erne var der ikke så meget fodbold på de få kanaler, vi kunne se i Korsør ude på Vestsjælland, men Brøndbys begyndende succes i Europa blev dækket, og som dreng, der gik til fodbold og som alle andre drømte om at blive professionel, stod Brøndby stærkere og stærkere i det lys, fortæller Martin Flink til 3point.dk og fortsætter; - Den 1. divisionsklub, der var tættest på, var Næstved, så hver sommer, når en kammerat, der boede i Luxembourg, var hjemme, kørte hans far os til Næver for at se fodbold. Her nåede vi bl.a. at se Brøndby, og dengang stormede man ind på banen efter kampene for at få autografer. Her glemmer jeg aldrig Uche: Verdens største mand, når man er 12-13 år. På en københavnertur med mine forældre i 1991 vist nok sad John Faxe pludselig i Scala og skrev autorgrafer på store plakater fra Brøndby-Eintracht Frankfurt. - Summen af alt dette gjorde, at da vi i begyndelsen af 1990'erne flyttede til Hvidovre var Brøndby det naturlige valg at spille i, og hele perioden fra 1993 til 1998 husker jeg som en fantastisk fan-tid. 35 minutter i en bil med Flemming Østergaard dagen efter Mads Jørgensen-kampen og don@parken.dk - Herefter flyttede jeg udenlands og senere til Aarhus for at læse, hvorfor turene til stadion blev færre. Jeg gik på journalisthøjskolen i Aarhus, og dagen efter Mads Jørgensen-kampen i Parken - om mandagen - havde en kammerat (som er AGF-fan) og jeg forlængst arrangeret, at Don Ø skulle komme op på DJH og fortælle, hvorfor danske (sports)journalister var så elendige. Det var før Løvekongens fald og hvor alle andre var idioter for ikke at kunne se genialiteten i det, han havde gang i. Han var toparrogant i den periode, men ret sigende for hans ironi havde han mailen "don@parken.dk". - Mandag formiddag, under 24 timer efter, at Mads Jørgensen havde gjort Brøndby til dansk mester, hentede Andreas og jeg Don Ø i Tirstrup lufthavn i Andreas' forældres VW Polo. Jeg bliver ikke star-struck, men jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige til manden i de 35 minutter, det tog at køre til DJH. Al den hån, jeg havde i mig, lykkedes jeg med at holde tilbage. På DJH var der sat nogle plakater op for arrangementet, og på et af dem havde nogen streget "Don Ø" ud og skrevet "Mr. Burns" i stedet. Det pillede Østergaard ned og tog med ind i det proppede auditorium. Jeg husker hans oplæg som sjovt og underholdende, men turen fra Tirstrup var en af de bedste fodboldoplevelser uden bold, jeg har haft. Spillede på hold med Martin Schmidt og Peter Madsen Martin Flink har også selv spillet for Brøndby IF, og ved en særlig lejlighed optrådte han med Martin Schmidt og Peter Madsen. - Jeg spillede på Brøndbys 4. hold i juniorrækken, fire eller fem rækker under Junior DM-rækken, og selv på det niveau var det krig, når vi var til kampe rundt omkring: Der var forældre, der stod og råbte og buede af os, alene fordi det var Brøndby. Helt ærligt; ungdomsfodbold i de lavere rækker. Der var vist seks juniorhold i alt. - Sommeren 1994 blev jeg og en holdkammerat rykket op til 1. holdet, som havde fået skadede spillere i Copenhagen Cup (nu vist nok Brøndby Cup), da 2. holdet var i Jylland og 3. holdet spillede samme turnering. Det var Faxes far, Barney Jensen, der stod for holdet til turneringen, hvor Martin Schmidt og Peter Madsen var profilerne. Jeg var central forsvar, men fik 30 minutter i finalen mod Randers Freja - vi vandt 6-1 eller deromkring - hvor jeg blev skiftet ind i stedet for Schmidt på central midtbane. Aldrig har jeg været så død efter så kort en kamp. Men det er den slags oplevelser, man her 26 år senere kan huske. I dag kommer Flink stadig på Brøndby Stadion og har blandt andet haft sin største datter på nu år med tre-fire gange.