
Teis Markfoged
Rosted: Ser mere frem til Horsens-kamp end ferie
Sigurd Rosted vil se et Brøndby-hold der rejser sig mod AC Horsens. Spillerne glæder sig mere til den kamp end til at holde ferie, lyder det fra midtstopperen.

Brøndby IF skuffede torsdag aften, da de tabte til Fremad Amager og røg ud af pokalturneringen. Men allerede søndag er der kamp igen, og spillerne vil rejse sig, lyder det fra midtstopper Sigurd Rosted.
- Først og fremmest skal vi rejse os oven på pokalskuffelsen, så det er igen fint, at den kamp kommer så hurtigt efter. Vi spillede en rigtig god kamp i ligaen mod SønderjyskE i søndags, og den skal vi både følge op på og bygge videre på, siger han til klubbens hjemmeside.
Spillerne glæder sig mere til søndagens kamp end til at skulle på juleferie.
- Selvfølgelig glæder vi os til lidt ferie, men vi ser endnu mere frem til at spille kamp på søndag. Vi er fodboldspillere og vi vil helst spille fodbold. Det har været et tæt program, men fokus er kun at slutte efteråret så godt og gå på ferie med et godt resultat.
Kampen mellem AC Horsens og Brøndby IF spilles søndag aften med kickoff klokken 20.00 på CASA Arena.