3POINT
Nyheder8. dec. 2019

Rosted klar til FCM: Vi skal være klar til at tage duellerne, men også turde fokusere på vores eget spil

Brøndby-spillerne skal være klar på at tage duellerne med FCM, men samtidig turde spille eget spil, lyder det fra Sigurd Rosted. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sp

3point person
3point.dk8. dec. 2019

Brøndby-spillerne skal være klar på at tage duellerne med FCM, men samtidig turde spille eget spil, lyder det fra Sigurd Rosted. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Efter to nederlag i træk i Superligaen jagter Brøndby IF oprejsning søndag aften. Men der venter en vanskelig modstander i form af førerholdet FC Midtjylland, der kun har tabt en enkelt ligakamp i sæsonen indtil nu. Brøndby tabte tidligere i efteråret 1-0 i Herning og i den kamp debuterede Sigurd Rosted. Nu er han klar til sit andet møde med FCM og han ser det som vigtigt, at Brøndby-spillerne er klar i duellerne, men samtidig tør spille eget spil. - Det bliver svært (mod FCM, red.). De fører rækken med en solid margin og vi ved, hvordan de spiller, så vi er godt forberedt. Vi skal være klar til at tage duellerne, men også turde spille eget spil. Hvis det bare bliver en krig, er de rigtig gode til det, så man skal også turde fokusere på sit eget spil, siger Rosted til 3point.dk. - De er gode på indlæg og gode på dødbolde. De scorer mange mål på den måde. Der spiller vi midtstoppere selvfølgelig en central rolle, så det bliver der meget fokus på. Vi skal være klar på, hvad der kommer. LÆS OGSÅ: FCM har fået Anderson og Scholz klar til Brøndby-kamp

Det går op og ned i fodbold

Sigurd Rosted har været fast mand for Brøndby, siden han kom til klubben fra Gent. Han startede stærkt, men lavede en brøler mod AGF, der kostede en scoring. Mod FCK var han også involveret i FCK's udlignende mål - her mener forsvarsspilleren dog, at han burde have fået et frispark. Men det går op og ned i fodbold, lyder det fra Rosted, der nu knokler for at komme tilbage på toppen af sit spil. - Det er hårdt for selvtilliden. Sådan er det desværre nogle gange i fodbold. Man skal rejse sig igen og få nogle gode oplevelser og det håber jeg at få her til sidst. Det går op og ned i fodbold. Nogle gange laver man fejl og er ramt på selvtilliden og andre gange bygger man sig op. Det handler om at få gode oplevelser i alt man gør egentlig. Både på træningsbanen og i kamp. - Jeg synes der var frispark i Parken, for jeg blev skubbet ind i Tony (Anthony Jung, red.). Jeg skal ikke så tæt på Tony, men det er en helt anden sag. Jeg synes, der var frispark, for jeg blev skubbet i ryggen. Men frispark eller ej, så var det dårligt af mig. Sigurd Rosted og resten af Brøndby-holdet jagter en god oplevelse mod FC Midtjylland søndag aften på Brøndby Stadion.

Mest kommenterede nyheder