3POINT
Josip Radosevic

Teis Markfoged

Nyheder4. maj 2023

Ros til Radosevic efter Derbyet:- Han er en kriger

Der var kun ros til Josip Radosevic fra spillere og træner i Brøndby efter søndagens sejr over ærkerivalerne fra FC København.

3point person
Anders Villaume Vestergaard4. maj 2023

I søndagens Derby-sejr i Parken fik Brøndbys kroatiske midtbanekriger Josip Radosevic for første gang under Jesper Sørensen chancen fra start i 3F Superligaen. 

Efter kampen var der masser af roser til den 29-årige midtbanespiller fra både holdkammerater og cheftræner Jesper Sørensen.

- Han gjorde det fantastisk, sagde Jesper Sørensen efter kampen og fortsatte. 

- Josip har ventet tålmodigt på sin mulighed. Den fik han i dag, og han greb den på alle måder. Han hjælper holdet, som han altid gør, spiller med enorm intensitet i sit spil, dækker et stort område på banen og kan spille i den atmosfære og kulisse. 

Til spørgsmålet om det specielt er i den type kampe, som kampen mod FCK, Radosevic har sine kompetencer, lød svaret fra Jesper Sørensen som følger. 

- Han kan også spille mange andre typer af kampe, men det er klart, at i lige nøjagtigt en kamp som denne, er han virkelig en spiller, der kommer til sin ret. Det ser vi ved målet. Det tempo, han kommer ind i den nærkamp med og går ind og vinder bolden, er virkelig flot.

Også viceanfører og matchvinder fra Derby-kampen, Ohi Omoijuanfo, havde kun pæne ord at sige om Josip Radosevic og hans præstation søndag eftermiddag.

- Josip er en af de mest professionelle spillere, jeg har spillet med. Han klager aldrig, han kommer til træning hver eneste dag og gør arbejdet. Han har bare ventet på muligheden for at spille. Vi ved jo, hvad han kan give os. Han er en kriger, sagde Ohi Omoijuanfo og fortsatte roserne af midtbanespilleren.

- Jeg synes, at han og Wass komplimenterer hinanden godt. Wass kan være den, som slår de afgørende afleveringer, og så kan Rado være den, som vinder bolden og spiller den videre. Så de to er et godt par. 

Og netop midtbanemakkeren Daniel Wass var med på vognen om de rosende ord til kroaten. 

- Han er en fantastisk spiller. Jeg kan lide sådan en kamp fra ham. Vi ved, hvad Rado står for. Han har ikke fået så meget spilletid i år, men når han ved, han starter inde, så er han klar. Det viste han også mod FCK. 

Josip Radosevic kom til Brøndby fra Hajduk Split i hjemlandet tilbage i sommeren 2018, og han har siden spillet 165 kampe for de blå/gule. 

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder