3POINT
Nyheder31. maj 2019

Rørt Retov efter playoff-sejr: Et af mine stolteste øjeblikke

Martin Retov var både stolt og rørt over, at det lykkedes for et Brøndbyhold med ryggen mod muren at spille sig i Europa League med en 4-2-sejr over Randers. FO

3point person
3point.dk31. maj 2019

Martin Retov var både stolt og rørt over, at det lykkedes for et Brøndbyhold med ryggen mod muren at spille sig i Europa League med en 4-2-sejr over Randers. FOTO: Teis Markfoged Det var en glad og smilende Martin Retov, som mødte pressen efter sejren over Randers. Selvom det længe så skidt ud, lykkedes det alligevel for Brøndby at sikre sig europæisk deltagelse i næste sæson. - Det var sgu en rutschebanetur igen i dag. Da vi kommer bagud 0-2 tror man jo ikke, at vi skal vinde den kamp 4-2. Men heldigvis får vi scoret hurtigt til 1-2, og der kan man se, at det hele tænder. Der tænder en gnist, og jeg tror kun det er på Brøndby Stadion, det er sådan. Derefter er jeg faktisk ret sikker på, det nok skal gå vores vej. Spillerne løb ind i målet og hentede bolden, og fansene lyste op. Det er en vild følelse, som man kun mærker her. Det er fantastisk at stå her bagefter, siger Retov til 3point.dk. Efter 1-2-reduceringen scorede Brøndbyholdet tre mål mere, og det er sådan nogle præstationer, der skal vise hvad Brøndby IF er lavet af. - Jeg synes, det viser en fantastisk moral, og det har holdet vist gennem meget af foråret. Vi taber en pokalfinale på den mest brutale vis, og alligevel vinder vi de sidste fire kampe. Jeg kan kun tage hatten af for drengene, de er virkelig stimlet sammen i bussen og det kan jeg kun tage hatten af for. Derfor er det da også en cheftræner, der ikke sparer på superlativerne, når han skal beskrive den følelse, han havde efter kampen. - Jeg er stolt. Det her er et af mine stolteste øjeblikke. En ting er når man er spiller for et hold, men lige nu er jeg leder for et hold. Jeg er leder for et hold på omkring 40 mennesker, der står bagved og det er en fantastisk oplevelse. På stadion blev Brøndbyholdet bakket op af en elektrisk stemning, og den er Retov heller ikke sen til at anerkende betydningen af. - Det betyder så meget. Den stemning vi har i dag, minder om nogle af succeserne fra sidste år. Det giver mig bare gåsehud. Det var fantastisk at stå nede på sidelinjen og se, at spillerne bare jagtede alt. Sidst, men bestemt ikke mindst, betød dagens kamp også et farvel til anfører Benedikt Röcker, som blev behørigt fejret af både fans og medspillere efter kampen. - Han har været en fantastisk leder. En spiller som går forrest hvor som helst og når som helst. Selvom jeg har måtte sætte ham af her i foråret, så har han bare vist en fantastisk mentalitet i at være en leder for hele holdet. Selvom han bærer en skuffelse i sig selv, så er han gået forrest. Han er en fantastisk personlighed. Sejren over Randers FC var Brøndbys fjerde Superligasejr i træk.

Mest kommenterede nyheder