Rønnow: Vi har stået godt på banen
Brøndby har i denne sæson i Superligaen lukket næstfærrest mål ind af alle hold. Frederik Rønnow sætter her et par ord på, hvad det skyldes. Brøndby har i denne

Brøndby har i denne sæson i Superligaen lukket næstfærrest mål ind af alle hold. Frederik Rønnow sætter her et par ord på, hvad det skyldes. Brøndby har i denne sæson været svære for modstanderne at score på. Brøndby har kun lukket 11 mål ind i 12 kampe, og kun OB er bedre med 10 indkasserede mål. Holdet har lukket 11 mål ind fordelt på seks kampe. I de resterende seks har Rønnow holdt buret rent, og derfor kan han foreløbig bryste sig af rekorden for flest clean sheets i Superligaen. Rønnow mener, at det blandt andet skyldes, at holdene står længere tilbage på banen, og har en større respekt. - Vi har stået godt. Vi har mødt hold specielt på hjemmebane, som har stået længere tilbage, og det har gjort, at jeg ikke på samme måde har haft så mange redninger, som tilfældet var i sidste sæson. Men det er jo kun en cadeau til holdet, og det er et udtryk for, at vi har stået godt på banen, og så tror jeg også, at der er lidt mere respekt omkring os, siger Rønnow til 3point.dk, og tilføjer, at der stadig er plads til forbedring: - Vi kan stadig godt arbejde lidt på placeringerne, når modstanderne slår indlæg, som vi også så i sidste kamp mod Silkeborg, hvor de blev farlige i et par situationer. Rønnow har som bekendt holdt buret rent i seks kampe i løbet af sæsonen, og dermed har han rekorden for flest clean sheets i Superligaen. En rekord, han ikke er meget for at tale om, og fremhæver i stedet, at en sejr til hver en tid er vigtigere. - Det er aldrig et mål for mig at gå ud og lave et clean sheet, for der er simpelthen så mange faktorer, der spiller ind. Det er klart, at jeg går ind til hver kamp med troen på det, men det er ikke det vigtigste for mig - det vigtigste er, at vi vinder kampen. Vi er inde i en god stime, og vi lukker få mål ind, og så er det nemmere at vinde. Rønnow har i de senere år været med som reserve på det danske landshold, men også stået kampe i Kasper Schmeichels fravær, og står således noteret for seks A-landsholdskampe. Mange Brøndby-fans vil nok huske kampen på Brøndby Stadion, hvor Danmark tog imod Tyskland, og hvor Rønnow hev den ene pragtredning op efter den anden. Han mener bestemt, at man kan tage værktøjer med fra landsholdet af. - Det er altid stort at være med landsholdet, og for mig personligt er det jo også utroligt motiverende og inspirerende at være med. Det giver jo en helt masse, at man kommer med og spiller mod spillere, der er på et højt niveau, og som spiller i gode klubber. Der er en masse ting, jeg tager med derfra, og det giver en god portion selvtillid. Brøndby møder på søndag oprykkerne fra Helsingør. Det er første gang, de to hold står overfor hinanden i denne sæson, og Rønnow forventer en kamp, hvor Helsingør vil stå tilbage i banen, men også prøve at spille bolden rundt. - Det bliver en kamp, som mange af de andre, vi har spillet her i efteråret, hvor modstanderne stiller sig lidt længere tilbage, for at lukrere på nogle omstillinger. Men som jeg kan forstå, er det også et hold, der prøver at spille lidt, så det passer meget godt til vores spillestil, siger Rønnow, og fortsætter: - Det er altid svært på de her lidt mindre stadions med forhold, som ikke er på Superliga-niveau, men det er på disse stadions, man skal vise sin mentale styrke, så vi skal ud og være klar fra start. Rammer vi det niveau, vi skal ramme, så vinder vi også kampen. Rønnows kontrakt med Brøndby løber indtil den 30. juni 2019.