Rønnow: Vi har en kæmpe tro på tingene
Frederik Rønnow synes ikke, Brøndby leverede en god præstation i søndagens kamp mod Hobro, men den selvtillid holdet har opbygget endte med at vinde kampen alli

Frederik Rønnow synes ikke, Brøndby leverede en god præstation i søndagens kamp mod Hobro, men den selvtillid holdet har opbygget endte med at vinde kampen alligevel. Det var ikke den gode præstation, der vandt søndagens kamp mod Hobro for Brøndby. Det var derimod en enorm selvtillid, mener Frederik Rønnow. - Vi har en kæmpe tro på tingene herude. Selvfølgelig har vi også den skarphed der gør, at vi prikker dem ind i de afgørende situationer. Det er dejligt. - Vi har snakket om, at præstationen i Horsens ikke var vores bedste. Det synes jeg heller ikke, det var i dag, men det er vores store tro på tingene der gør, at selv når niveauet ikke er helt i top, så får vi alligevel scoret til sidst, siger Rønnow til 3point.dk. - Der er selvtillid i truppen og en fantastisk stemning. Alle tror på sig selv og på hinanden, og det er det der gør, at selvom man møder et Hobro-hold som gør det godt, så ved vi at hvis vi rammer et topniveau, så vinder vi. Nogle gange mangler vi det sidste, men vi vinder alligevel til sidst, og det er jo også det vi skal. Det kommer af at vi har opbygget denne her selvtillid, og det skal vi fortsætte med. Brøndby går nu ind i slutspillet som nummer et, men med FC Midtjylland lige i hælene. Det tegner til at blive et spændende slutspil, men Frederik Rønnow vil ikke begynde at fokusere på midtjyderne. - Jeg tænker ikke så meget over det, men det er tæt. Vi skal fokusere på vores eget spil og skabe resultater. Selv en dag som i dag hvor vi ikke rammer vores topniveau, får vi stadig tre point. Så vi skal blive ved med at gøre vores, og så må vi se hvordan det går. Slutspilles sparkes i gang om 14 dage.