Rønnow: Sindssygt god tro på tingene
Frederik Rønnow erklærer sig selv og holdet klar til udfordringen mod Hertha Berlin torsdag. Der er en sindssygt god tro på tingene i øjeblikket, siger keeperen

Frederik Rønnow erklærer sig selv og holdet klar til udfordringen mod Hertha Berlin torsdag. Der er en sindssygt god tro på tingene i øjeblikket, siger keeperen. Torsdag aften skal det afgøres, om det bliver Hertha Berlin eller Brøndby, der sikrer sig en plads i playoff-runden i Europa League-kvalifikationen. Tyskerne kommer til Brøndby Stadion med en 1-0-sejr i bagagen, men der er god tro på tingene i den blågule-lejr, fortæller Frederik Rønnow. - Vi har en sindssygt god tro på tingene for tiden. Vi sad alle sammen med en dårlig følelse efter kampen i Berlin, for vi følte, at vi kunne have fået mere med. Det er mod nummer syv i Bundesligaen. Vi havde en fornemmelse af, at vi skulle have haft mere med derfra, siger han til 3point.dk og fortsætter: - Men når det så er sagt, er det stadig fuldstændig åbent, så vi skal ud og jagte resultatet. Og på trods af at to point blev smidt mod AC Horsens i søndags, så er fornemmelsen god forud for opgøret med Hertha. - Fornemmelsen er god. Jeg er helt sikker på, at vi stiller med et hold, hvor alle er hundrede procent indstillede på at skabe et resultat. Der er kampstart i Brøndby klokken 20.15 torsdag aften.