3POINT
Nyheder2. apr. 2017

Rønnow om klasseredning: En af mine bedste redninger

Brøndby vandt 3-2 over FC Midtjylland i mesterskabsspillets første runde. En af årsagerne til sejren var Frederik Rønnow, som diskede op med en redning af de he

3point person
3point.dk2. apr. 2017

Brøndby vandt 3-2 over FC Midtjylland i mesterskabsspillets første runde. En af årsagerne til sejren var Frederik Rønnow, som diskede op med en redning af de helt store, på et kritisk tidspunkt i kampen. Frederik Rønnow lukkede to mål ind, men spillede generelt en stor kamp, da Brøndby vandt 3-2 over FC Midtjylland søndag aften. Selvom han to gange måtte kapitulere, er han glad for sejren, og minder om, at man ikke kan holde buret rent hver gang. - Der bliver snakket meget om clean sheets, og det er selvfølgelig en stor del af målmandsspillet. Men der er altid 11 mand på modstanderholdet der vil kæmpe for, at man ikke får det. Der er simpelthen for mange ting i spil til, at man kan sætte sig den målsætning hver eneste gang. Det handler om at præstere så godt man kan, siger Rønnow til 3point.dk. En af grundene til, at sejren kom i hus for Brøndby, var også Rønnow, som kort efter Brøndbys 2-1-scoring diskede op med en verdensklasseredning overfor FC Midtjylland-topscoreren Paul Onuachu. - Nu har jeg ikke set den rigtigt, men det er bare en af dem dér.. Den bliver headet på tværs, og så har han frit skud derinde. Så er det bare at reagere på det. Man når ikke rigtigt at tænke. Det gik heldigvis godt, og det var en af de bedste redninger, jeg har lavet. Man får et kæmpe boost af sådan en redning. Jeg føler mig generelt i storform, og det gør jo at man kan komme ud med selvtillid og lave redninger som den. Netop Onuachu scorede begge Midtjyllands mål i kampen. Ham har Frederik Rønnow stor respekt for, fortæller han. - Jeg synes, han er en god spiller. Han er meget uortodoks, og selvom det ser kluntet ud, får han bolden med de fleste gange. Men også cadeau til de to midtstoppere for at holde ham så godt nede. Med sejren er Brøndby nu hele 16 point foran Superligaens tredjeplads. En stor præstation af Brøndbyholdet, som over hele sæsonen har udviklet sig, både spillemæssigt og på det mentale plan, fortæller Frederik Rønnow. - Vi har fået en selvforståelse af, at vi er et af de to bedste hold i ligaen. Det synes jeg også vi har vist over hele sæsonen. Vi starter forrygende ud, og har tabt 4 kampe, og når man ser på de kampe, er det tætte opgør, som vi egentlig ikke bør tabe. Det er også det, der er forskellen på os og FCK. Han peger på en særlig årsag til, at vinderkulturen i Brøndby er blevet så stærk, som den er. - Den primære årsag til vores vinderkultur er, at vi vinder kampe. Det gør vi, fordi vi har fået et system, som vi alle sammen tror på, det har fungeret for os, og det har været så bevidst fra trænerteamet, at vi har fået implementeret de nye ideer så hurtigt. Det har gjort, at vi vinder kampe, og så får vi også en god selvtillid i truppen. Hele atmosfæren i truppen er den bedste vi har haft, men jeg har været her. - Vi mærker det også på træningsbanen. Nu har jeg lige været afsted med landsholdet, og der er selvfølgelig også rigtig højt niveau, men den måde vi træner på herude er anderledes. Der er tryk på hele tiden, og det handler bare om at erobre bolden eller spille sig ud af pres, fremfor de spilskabeloner man normalt træner. Det gør også, at vi bliver vant til de her situationer, hvor man er under pres, og det er modstanderne ikke altid. Næste opgave for Rønnow og Brøndby er i næste weekend, hvor turen går til Lyngby.

Mest kommenterede nyheder