Rønnow: For første gang fair nok, at vi ikke får tre point
Frederik Rønnow synes 1-1 mod FC København var et fair resultat. Det var første gang i sæsonen Brøndby kunne sige, at de ikke decideret fortjente at vinde, mene

Frederik Rønnow synes 1-1 mod FC København var et fair resultat. Det var første gang i sæsonen Brøndby kunne sige, at de ikke decideret fortjente at vinde, mener keeperen. Denne sæsons første derby endte 1-1 efter en intens affære på Brøndby Stadion. Det var en fair pointdeling, mener Frederik Rønnow, som selv diskede op med nogle flotte redninger, særligt i kampens slutfase. - Taget i betragtning af første halvleg og at vi kommer til pause nede 0-1, så synes jeg det er fint at vi får det vendt. Vi spiller bedre i anden halvleg, men jeg er lidt skuffet alligevel, for i sådan en kamp skal vi være der i alle 90 minutter. I første halvleg spiller vi ikke helt på den måde, vi gerne vil spille på. Jeg ved ikke om vi er lidt for bange, men vi mangler lidt mod, sagde keeperen til 3point.dk efter opgøret. - Det er det samme hold vi møder i anden halvleg, men der bringer vi mere energi og er modigere. Derfor kan man sige at 1-1 er okay, set i den betragtning. Men jeg er skuffet over at vi ikke bringer det over 90 minutter. Om sin redning på Rasmus Falks afslutning i kampens sidste minutter, som var ved at snige sig i mål, siger landsholdsudtagne Rønnow: - Jeg ser den sent. Han har et aftræk, hvor han sparker, hvor man ikke helt havde forventet det. Jeg reagerer på det og får slået den lidt akavet op i luften og heldigvis var der ingen omkring mig. Jeg havde ingen orientering, da jeg tog den inde på stregen efterfølgende, så det var dejligt at se, at jeg nåede den i anden omgang også. 1-1-resultatet var Brøndbys tredje uafgjorte kamp i denne sæson, hvor holdet fortsat er ubesejret. Men denne kamp var første gang, at Rønnow vil sige det var fair nok at de blågule ikke vandt. - Jeg fornemmer at der er en sindssygt god tro på tingene. I dag er første gang at det er fair nok, at vi ikke får alle tre point. Vi har smidt to point mod henholdsvis Horsens og Midtjylland. På den måde kunne vi indtil i dag (søndag, red.) have gjort rent bord, og det vidner om hvor solid man er. Frederik Rønnow er i dag stødt til det danske A-landshold, som spiller en venskabskamp onsdag og en vigtig VM-kvalifikationskamp søndag.