
Schalke 04
Rønnow: Brøndby er min klub, men det bliver ikke lige foreløbig
Det var ikke aktuelt for Frederik Rønnow at vende hjem til Brøndby IF i sommerens transfervindue, fortæller målmanden, der skiftede til Schalke 04.

Frederik Rønnow skiftede i 2018 fra Brøndby IF til Eintracht Frankfurt, hvor han siden kom til at tilbringe mere tid på bænken end på banen. Derfor afsøgte målmanden mulighederne for et skifte denne sommer, og med udsigt til et muligt Marvin Schwäbe-salg i Brøndby, blussede fantasierne om en mulig genforening med Rønnow op hos mange blå/gule fans.
Men det var ikke aktuelt i denne omgang, fortæller Rønnow, der endte med at skifte til Schalke 04.
- Nej. Jeg har gjort klart for de fleste, at det har ikke været et tema for mig. Medierne kan godt lide at skrive historier, men der er også nogle ting, der skal gå op, som ikke kan gå op. Det har ikke været på tale. Brøndby er min klub, men det bliver ikke lige foreløbig, siger Rønnow til bold.dk.
- Jeg har store følelser for Brøndby, og det kan jeg ikke lægge skjul på. Det er en fantastisk klub, og jeg havde en fantastisk tid der, men jeg har også en følelse af, at jeg niveau til at spille på en anden hylde, og sådan har det egentlig været.
Frederik Rønnow er 28 år gammel. Han spillede 120 officielle kampe for Brøndby IF, inden han rykkede til Tyskland.