Røde Jørgen: Klubben blev mit liv
I 2005 fik han overrakt en fornem pris af UEFA-præsident Lennart Johansson for sit lange og betydningsfulde virke som frivillig leder i Brøndby IF. I dag kan Rø

I 2005 fik han overrakt en fornem pris af UEFA-præsident Lennart Johansson for sit lange og betydningsfulde virke som frivillig leder i Brøndby IF. I dag kan Røde Jørgen så fejre 50 års jubilæum som leder i vestegnsklubben. Den 6. januar 1966 - for præcis 50 år siden i dag - blev en ung tilflytter fra Aalborg af en kollega lokket med over til den lokale fodboldklub, hvor man manglede trænere. Klubben var den godt og vel et år gamle Brøndbyernes IF, og den unge tilflytter var Jørgen Pedersen. Siden har Røde Jørgen - han kendes nærmest ikke under noget andet navn i klubben på grund af hårpragten - uafbrudt virket som frivillig leder i flere forskellige funktioner hos de blå/gule på den københavnske vestegn. - Sammenholdet var helt unikt dengang. Det var fantastisk. Ja, og så er fodbold som spil naturligvis fantastisk. Jeg kom til Brøndby i 1964, og dengang hørte man kun om andre klubber her omkring, for eksempel Avarta, siger Røde Jørgen til lokalavisen Folkebladet og fortsætter:
Vi skulle vise de andre
- Men vi var nogle stykker fra Jylland, for eksempel også Per Bjerregaard, der kom fra Jylland. Vi havde nok den der holdning, at vi skulle vise de andre, at vi kunne, at vi kunne komme frem i verden. Per Bjerregaard havde en ide om at ændre tingene, og det bakkede vi andre op om. Han havde nogle fantastiske ideer, og vi ville gerne være med. - Klubben blev mit liv. Jeg satte alt ind på det og ville ikke give slip. Det er blandt andet gået ud over min familie. Men jeg ville ikke gå glip af sammenholdet og det at være en del af klubben, slår Røde Jørgen fast. Gennem tiden er det blevet til flere hædersbevisninger, og i eftermiddag vil Røde Jørgen blive fejret i Brøndbys klubhus i anledning af det runde jubilæum. Mellem kl. 15:00 og kl. 17:00 er der reception i klubhusets cafeteria.
Den højeste hæder i UEFA
Den største hædersbevisning fik Røde Jørgen tilbage i 2005, da han blev inviteret til den europæiske Super Cup-finale i Monaco for på stadion af UEFA blive hædret som Årets amatørfodboldleder i Europa - den højeste hæder af den slags i UEFA. Beviset blev overrakt af UEFA-præsident Lennart Johansson. Undervejs gennem de indtil videre 50 år har Røde Jørgen også bestredet enkelte lønnede stillinger i klubben. Blandt andet da han var holdleder for førsteholdet, mens den yderst professionelle Morten Olsen var cheftræner og førte Brøndby til to DM-titler og en europæisk semifinale i 1991. - Han var et fantastisk rart menneske at være sammen med. Det var en stor fornøjelse at være sammen med Røde Jørgen. Der er ingen tvivl om, at de frivillige er fundamentet i Brøndby. De sørger for, at alt det, der sker i lubben, kan finde sted. Røde Jørgen er en af disse fantasiske frivillige. Stort tillykke herfra, siger den nu tidligere landstræner til Folkebladet i anledning af jubilæet.
Han har været en nøgleperson i Brøndby IF
Det menneske i Brøndby IF, der formentlig kender Røde Jørgen bedst, er førnævnte Per Bjerregaard qua sit virke som formand i klubben gennem en menneskealder. I et længere indlæg, som er blevet bragt både i Folkebladet og på brondbyif.net - amatørafdelingens hjemmeside - skriver Bjerregaard blandt andet: Det var en af de vigtigste hændelser i fodboldklubben Brøndbyernes IF’s historie, at Jørgen kom ind i klubben. I de 50 år, der er gået siden har han været en nøgleperson og deltaget stort set i alt, hvad der er foregået af aktiviteter: ungdomsstævner, salg fra boder, holdleder, sponsorpleje, ungdomsformand, bestyrelsesarbejde, ja alt, hvad der findes af opgaver i en fodboldklub. Det startede som nævnt med et frivilligt trænerjob i juniorafdelingen. Det stod snart klart for klubledelsen, at her var en mand, der kunne bidrage meget til den fremgang, som der blev satset på at opnå. Det har da også vist sig, at Jørgen gennem årene har løst masser af forskellige opgaver både sportsligt og kommercielt.
En fantastisk repræsentant for ”Brøndby ånden”
Det er en helt enestående person, der fejrer 50 års jubilæum i Brøndby IF. Det er da også blevet til masser af fortjent hyldest. Allerede i 1977 blev det til ”Brøndby kommunes Idrætslederpris”, SBU’s Æresnål i 1985, Brøndby IF’s sølvnål i 1991, Brøndby IF’s guldnål i 2001 og DBU’s sølvnål i 1998. Jørgen er er person, der i årtier har været stærkt medvirkende til masser af glæder og store oplevelser for fodboldspillere, -trænere og –ledere. En fantastisk repræsentant for ”Brøndby ånden”, der har fået ført Brøndby IF fra mellemrækken i 1967 til toppen af dansk fodbold. En populær fodboldleder med et fantastisk ”drive” og vinderinstinkt, der næppe findes større, men samtidig en udadvendt, humoristisk og hyggelig person og en mand, der altid har levet op til klubbens motto: ”Ingen er over klubben”. 3point.dk ønsker Jørgen Pedersen - Røde Jørgen - et stort tillykke med de indtil videre 50 år hos de blå/gule på Vestegnen.