Röcker vil gerne gøre en god sæson endnu bedre
Brøndbys Benedikt Röcker er tilfreds med at klubben har sikret sig sølvmedaljer, men sigter efter at gøre en god sæson endnu bedre. Da Lyngby søndag eftermiddag

Brøndbys Benedikt Röcker er tilfreds med at klubben har sikret sig sølvmedaljer, men sigter efter at gøre en god sæson endnu bedre. Da Lyngby søndag eftermiddag tabte i Telia Parken, var sølvmedaljerne i Brøndby matematisk sikret. Det er klubbens bedste Superliga-placering i 11 år og det glæder tyske Benedikt Röcker, som dog gerne vil gøre sæsonen endnu bedre med en finaleplads i DBU Pokalen. - Vi sikrede sølvmedaljerne og det er stort for os og for klubben. Nu ser vi frem til cup-kampen. Indtil nu har vi spillet en god sæson og har sikret os andenpladsen, men vi vil gerne gøre det til en utrolig sæson, siger han til 3point.dk. - Der er også fem kampe tilbage i Superligaen og vi vil vinde alle kampe. Særligt på hjemmebane. Derfor er vi også lidt skuffede over 1-1 hjemme mod SønderjyskE. Den stærke tysker startede i kampen mod SønderjyskE på venstre back. En lidt uvant position for forsvarskrumtappen, der dog fortæller, at der var en taktisk mening med det. - Jeg har spillet venstre back før i Tyskland. Jeg trænede den i nogle dage op til kampen, men alligevel var det selvfølgelig noget nyt. Det kræver mere intense løb end i det centrale forsvar. Men jeg vil altid gøre mit bedste for holdet, uanset hvilken position jeg spiller. Jeg gav alt i første halvleg. - Vi forventede mange lange bolde mod ders højre side (Brøndbys venstre, red.), så vi forsøgte at styrke den side med min højde og med Paulus (Arajuuri, red.) bagved. Men vi havde for mange berøringer på midtbanen i første halvleg og i vores opbygningsspil. Så var det let for SønderjyskE at forsvare. Fordi vi havde for mange berøringer, kom vi i mange dueller og der er de stærke. Deres gameplan er at vinde duellerne og spille bolden hurtigt op på angriberen. - Men vi gjorde det meget bedre i anden halvleg. Stort tillykke til Gustaf (Nilsson, red.) med målet. Jeg er rigtig glad på hans vegne. Vi havde chancer til mere og var lidt uheldige, men det var de også med deres chance på frit mål. Nogle gange skal man bare tage pointet. 27-årige Röcker har i denne sæson spillet 39 kampe for Brøndby.