Röcker vil fejre flot sejr med holdet: Nu må vi se om de overhovedet når at komme i seng i nat
Benedikt Röcker fik sine sidste minutter i gult og blåt, da Brøndby fredag aften slog Randers FC med 4-2. Efter kampen var anføreren taknemmelig for at få lov a

Benedikt Röcker fik sine sidste minutter i gult og blåt, da Brøndby fredag aften slog Randers FC med 4-2. Efter kampen var anføreren taknemmelig for at få lov at komme ind og sige farvel til fansene. FOTO: Mikkel Johansen / Joh-Foto Brøndby IF vandt sæsonens sidste opgør over Randers FC, og er dermed klar til at spille Europa League efter sommerferien. Efter kampen var holdets anfører Benedikt Röcker glad for den mentalitet, holdet viste ved at vende 0-2 til en 4-2-sejr. - Det var virkelig vigtigt. Specielt efter at være nede med 0-2 var det svært, jeg sad udenfor og prøvede at muntre dem op. Jeg sagde også til dem i pausen, at de ikke skulle miste fokus, vi skulle presse, og så ville de få det svært og begå fejl. Jeg gjorde mit bedste ude fra bænken, og drengene gjorde det virkelig godt. Ikke så meget med bolden, men på det mentale. Hvis man er bagud 0-2 i en hjemmekamp, man skal vinde, så er det stærkt mentalt, siger Benedikt Röcker til 3point.dk. Da sejren var sikret, fik Benedikt Röcker endda spilletid, og det var noget, fansene - og han selv - satte stor pris på. - Fansene hjælper til og skubber på, og det er en kæmpe fordel. Da vi scorer til 4-2 er det en kæmpe forløsning. Jeg får lov at komme ind, og det gør mig virkelig glad. Det føles dejligt. Jeg har ikke fået ret meget spilletid de seneste måneder, så det var vigtigt for mig at komme ind, specielt efter Midtjylland-kampen hvor jeg blev skadet. Det var vigtigt at komme på banen igen foran fansene. Det er den perfekte slutning, ikke kun for mig, men også for klubben og fansene, som har haft det svært. Efter at have sluttet sæsonen med en sejr og en god fornemmelse, betyder det meget for Benedikt Röcker at han kan bruge sin sidste arbejdsdag på at fejre det med sit hold. - Det er vigtigt at slutte sæsonen med en god fornemmelse. Det er vigtigt for de spillere, som kommer tilbage om næsten tre uger, så nu skal vi fejre det og feste. De fleste skal ud og flyve i morgen tidlig, så nu får vi se om de overhovedet kommer i seng. Vi er nødt til at fejre det, og jeg skal fejre det, for jeg er væk i morgen, og det er svært. Benedikt Röcker nåede at spille i Brøndby IF i tre sæsoner.