Röcker hylder Larsson efter afsked: Han identificerede sig med Brøndby
Benedikt Röcker er ikke i tvivl om, at man i søndagens 3-2-nederlag til Vendsyssel tog afsked med en af de helt store profiler og ledere på Brøndby-holdet. Midt

Benedikt Röcker er ikke i tvivl om, at man i søndagens 3-2-nederlag til Vendsyssel tog afsked med en af de helt store profiler og ledere på Brøndby-holdet. Midtstopperen er ked af at miste en så vigtig spiller, men samtidig glad for, at han har fået en ven for livet.
De har spillet sammen i næsten to og et halvt år, men søndagens opgør mod Vendsyssel var sidste kamp for anfører Johan Larsson efter godt fire års tro tjeneste i Brøndby-trøjen. Röcker og Larsson har da også en tættere tilknytning end som så, da de også er gode venner udenfor kridtstregerne, hvilket fremgår af begge spilleres Instagram-profiler, hvor man jævnligt har kunne se de to spillere nyde godt af hinandens selskab gennem deres fælles tid på vestegnen.
Röcker er derfor ikke i tvivl om, at klubben ikke blot mister en stor leder og profil, men også en af sine rigtig gode venner i truppen.
- Han er en unik fyr, ikke blot for mig, men for hele holdet. Han var ikke bare en anfører på holdet, men også en af mine gode venner udenfor banen. Jeg er ked af at se ham gå, men det har været en stor fornøjelse for mig at få lov til at spille sammen med ham, siger Röcker til 3point.dk.
- Der er to ting i det for mig, hvis man kan sige det sådan. Der er den kedelige ting, at han siger farvel, men der er også en positiv ting ved det, og det er, at jeg har fået en ven for livet, og det er jeg stolt af. Men det er klart, at for os som hold og for klubben, så har vi mistet en anfører og en leder. Han er en spiller, der identificerede sig 100 procent med Brøndby, og jeg er ærgerlig over, at han ikke er i Brøndby efter vinter.
Röcker har selv stadig et halvt år tilbage af sin aftale med Brøndby, som løber frem til sommeren 2019.