
Teis Markfoged
Riveros-skade giver trænerteamet noget at tænke over
Blas Riveros kan være ude i alt fra 14 dage til seks-otte uger. Skaden giver trænerteamet taktiske overvejelser.

Blas Riveros har været blandt Brøndbys bedste spillere i denne sæson, men torsdag måtte han lade sig udskifte med en skade i Basel. Det lignede umiddelbart en forstrækning af en art. Spørgsmålet er, hvor slem den er. Det kan være alt fra 14 dage til en pause på seks-otte uger, lyder det fra cheftræner Niels Frederiksen.
- Det er et spørgsmål om hvor slemt det er. Det ved vi ikke endnu. Han skal scannes søndag eller mandag. Så skal vi finde ud af, om det er en grad et, to eller tre, og der håber vi jo på en grad et. Men jeg ved det ikke. Det kan være alt fra 14 dage til seks-otte uger. Det er ulykkeligt. Vi har ikke nogen i truppen, der bare lige kan erstatte ham, siger Brøndby-træneren til 3point.dk.
- Han har stået skarpt og godt i de kampe, vi har spillet. Jeg synes, han har været en af vores mest fremtrædende og dominerende spillere i de første kampe, vi har spillet. Det er selvfølgelig en streg i regningen, det må vi sige.
I Basel endte Brøndby med at skifte system, da Riveros blev skadet. Det er nu en af de overvejelser, som trænerteamet gør sig.
- Der er ikke noget, der tvinger os til noget, men det er da en overvejelse. De erstatninger der umiddelbart kan gå ind ovre i den venstre forsvarsside, er nok bedre som wingbacks end i en firebackkæde. Men det udelukker ikke at Cappis og Bjur kan spille en back i en firebackkæde. Men det er da en overvejelse, vi gør os.
Simon Hedlund udgik også med en skade nede i Basel, men det er ikke lige så slemt som Riveros. Men svenskeren er tvivlsom til søndagens kamp mod OB.
- Jeg har et håb om at den er lidt mindre alvorlig. Han er tvivlsom til søndagens kamp, men jeg håber, at han snart er klar igen. Men vi ser hvordan han har det og vurderer, om der også skal en scanning til på ham.
Brøndby IF kan til gengæld se frem til at give comeback til Daniel Wass.