3POINT
Blas Riveros

Teis Markfoged

Nyheder8. nov. 2020

Riveros scorede og blev skadet, da Brøndby kværnede OB med 3-1

Blas Riveros scorede i sin Superliga-debut, men blev også skadet. Over 90 minutter kværnede Brøndby gæsterne fra OB og vandt fortjent med 3-1.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen8. nov. 2020

Søndag eftermiddag skulle Brøndby IF forsøge at komme tilbage på sporet i Superligaen efter tre nederlag i træk. Det skulle de mod et anderledes formstærkt OB-hold, som kom med to sejre i træk i bagagen.

Cheftræner Niels Frederiksen rystede posen i startopstillingen og gav Superliga-debut til Blas Riveros på venstre wingback, mens Morten Frendrup rykkede over på højre wingback og på den måde gav plads til Rezan Corlu på midtbanen.

Efter en nervøs start på kampen, var det OB, der kom til kampens første chancer. Jeppe Tverskov kom ad to omgange til store chancer efter et hjørnespark, men først reddede Marvin Schwäbe flot og i anden omgang kom Anthony Jung i vejen med en blokering. 

Herefter kom Brøndby bedre med og satte sig på tingene. Mikael Uhre fik en kæmpechance efter en god aflevering fra Jesper Lindstrøm. Uhre forsøgte at runde Oliver Christensen i OB-målet, men målmanden, der netop er blevet landsholdsudtaget, reddede på flot vis. På det efterfølgende hjørnespark holdt Andreas Maxsø bolden i spil og headede den ind i feltet til Frendrup, der trykkede af, men måtte se bolden ramme en modstander og stryge ud tl endnu et hjørnespark.

Brøndby var gode i denne fase af kampen og de kom også fortjent foran 1-0 efter tyve minutters spil. Uhre blev spillet i dybden og han sprintede fra Tverskov og tog bolden til sig, inden han lagde et fladt cutback ind i feltet. Den strøg forbi Lindstrøm og havnede i stedet hos Riveros, der tog en berøring, inden han køligt sparkede den i nettet ved fjerneste stolpe.

Josip Radosevic var med en kæmpe koger tæt på at hjælpe OB tilbage i opgøret, da han fra midterlinjen forsøgte at heade bolden tilbage til Schwäbe. En OBer fik frit løb mod mål, men Riveros kom godt tilbage med sin fart og snuppede bolden.

Mod slutningen af halvlegen fik OB presset Brøndby længere tilbage på banen og gæsterne havde flere gange optræk til gode muligheder, men enten manglede den sidste skarphed eller også kom en Brøndby-spiller i vejen til sidst. Anthony Jung og Blas Riveros spillede begge en stor halvleg, ligesom Hjörtur Hermannsson også kom i vejen for meget og havde gode og vigtige indgreb. Brøndby gik til pause med en føring på 1-0.

Brøndby kom super godt ud til anden halvleg og tog teten fra første minut. Der gik da også kun to minutter, før de blågule havde scoret igen. Lindstrøm spillede en fantastisk bold på tværs af banen til Corlu, der fandt en helt fri Pavlovic, som let kunne score sit første mål for Brøndby. 2-0.

Lindstrøm var - igen i dag - i hopla og i spillehumør. Han fik også lige lyst til at fjerne alt spindelvæv i krogen af det ene målhjørne, så langt udefra hakkede han den i nettet. Vanviittigt flot mål og 3-0 til Brøndby.

Men det var ikke en lutter god aften for Brøndby. En super velspillende Riveros havde gang i en fantastisk Superliga-debut. Lige indtil en OBer begik et groft frispark på den nye Brøndby-back, som grædende måtte bæres fra banen. Det så bestemt ikke godt ud.

OB spillede sig til en enkelt chance i anden halvleg, men set over hele kampen var der ingenting at udsætte på Brøndbys sejr, som endte med at blive kørt i hus, selvom det ikke blev med et clean sheet denne gang heller. Til allersidst blev OB for en gangs skyld farlige og Max Fenger kunne sende reduceringen i kassen. Det endte 3-1 til Brøndby.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder