Rezan Corlu en af banens bedste i landskamp
Det danske U/19-landshold pudser i disse dage formen af med to kampe mod Ukraine som de sidste forberedelser inden EM-kvalifikationen i Portugal. Med i den dans

Det danske U/19-landshold pudser i disse dage formen af med to kampe mod Ukraine som de sidste forberedelser inden EM-kvalifikationen i Portugal. Med i den danske trup er blandt andre Daniel Stückler og Rezan Corlu fra Brøndby IF. Næste måned drager det danske U/19-landshold til Portugal for at spille den indledende pulje i EM-kvalifikationen. Modstandere udover værtsnationen er Albanien og Wales. To måske tre hold går videre til Elite Rounds - de afgørende kvalifikationspuljer - næste forår. I disse dage pudser holdet formen af med to kampe mod Ukraines tilsvarende landshold. Kampene tjener som de sidste forberedelser inden turen går til Portugal. Blandt landstræner Bent Christensen Arensøes 20 udvalgte er blandt andre de to offensive Brøndby-talenter Daniel Stückler og Rezan Corlu - begge i øvrigt med alder til U/18-landsholdet.
Corlu den mest livlige
Torsdag aften i Roskilde Idrætspark vandt Danmark 1-0 på et flot frisparksmål af anfører Joachim Andersen fra hollandske FC Twente. Mens Daniel Stückler blev skiftet ind med et kvarter og det løse tilbage, spillede Rezan Corlu hele kampen og markerede sig som en af de bedste på banen. - Rezan Corlu var i den grad den mest livlige i kampen – både af danskerne og ukrainerne. Flere farlige aktioner lige udenfor – og indenfor – ukrainernes felt. En god kamp for 97’eren fra Brøndby. Havde en enorm afbrænder i anden halvleg, som, hvis han havde scoret, havde fået topkarakter på, skriver D´Bold på deres hjemmeside og giver Corlu et 10-tal på 12-skalaen.
Flere Brøndby-talenter i aktion
De to hold mødes igen lørdag kl. 12:00 i Ballerup Idrætspark. Der er grund til at forvente spilletid til begge Brøndby-talenter, og denne gang formentlig med Daniel Stückler fra start. Allerede i aften kan man opleve flere enten nuværende eller tidligere Brøndby-talenter i aktion, hvis man er i nærheden af Aalborg. Danmark og Island mødes i den første af to kampe om at kvalificere sig til U/21-EM næste sommer i Tjekkiet. Kampen fløjtes op kl. 18:00 og vises på DR3. Riza Durmisi og Andrew Hjulsager er med i den danske trup, mens Holmbert Fridjonsson er med for Island. Desuden er de tildigere Brøndby-spillere Andreas Christensen (Chelsea FC) og Jannik Vestergaard (TSG 1899 Hoffenheim) formentlig med fra start for Danmark.