
Teis Markfoged
Rezan Corlu: Drømmer om Spanien
Rezan Corlu er denne sommer vendt hjem til Brøndby IF efter et endt lejeophold hos Lyngby, hvor kreatøren blev kåret som årets spiller. Brøndbys nye nummer syv har i podcasten, Den Gamle Hytte, sat ord på, hvor han drømmer om at spille i udlandet. Corlu håber på, at han en dag kan spille i den spanske La Liga, men har ikke nogen klar tidshorisont på, hvornår det skal være.

Rezan Corlu er tilbage i Brøndby IF, hvor han skal forsøge at bidrage med sine offensive kvaliteter efter et ophold i Roma og efterfølgende udlejning til Lyngby. I sidstnævnte klub blev han kåret til årets spiller efter en flot sæson. Kreatøren er nu klar til at tørne ud for de blå/gule, men har i podcasten, Den Gamle Hytte, sat et par ord på, hvor drømmedestination er. Corlu håber nemlig en dag at slå sine folder i den spanske La Liga, som er kendt for offensive profiler med en god teknik.
- Spanien og La Liga er der, hvor jeg gerne vil hen. Jeg har altid sagt, at jeg drømmer om at ende i La Liga, så det er mit mål, men der er selvfølgelig også de andre ligaer, som jeg ikke siger nej til, hvis der kommer noget interessant. Måden at spille fodbold på i Spanien passer nok mig bedst, fortæller Rezan Corlu ifølge bold.dk til podcasten, Den Gamle Hytte.
Rezan Corlu og Brøndby IF har ikke nogen tidshorisont på et muligt salg, men den offensive profil håber på, at han gør sig fortjent til det inden for et par år.
- Vi har ikke snakket om nogen præcis tidshorisont, men nu er jeg 23 så forhåbentlig inden for to år. Hvis jeg præsterer og gør mig fortjent til det, kunne jeg forestille mig, at det vil give god mening, at jeg kan blive solgt inden for to år.
Rezan Corlu og resten af Brøndby-holdet spiller senere på torsdagen sæsonens anden træningskamp, når man tager imod FC Helsingnør. Kampen starter 13.00 og kan følges på Brøndby Indefra og 3point.dks livecenter.