Retov ser frem til Subotica: De vil gerne ud og vise sig som mænd
Brøndbytruppen er rejst til Serbien, hvor Spartak Subotica venter i Europa League. Brøndbys assistenttræner Martin Retov fortæller, at Brøndby har forberedt sig

Brøndbytruppen er rejst til Serbien, hvor Spartak Subotica venter i Europa League. Brøndbys assistenttræner Martin Retov fortæller, at Brøndby har forberedt sig godt på serberne, og mener, Brøndby har en chance for at få et resultat med hjem. Brøndby IF skal torsdag forsøge at tage første stik i kampen mod Spartak Subotica i Europa League. Ikke en modstander der vækker genklang hos ret mange danskere, men Brøndby har forberedt sig godt på serberne. - Vi har brugt en del tid på dem, både i denne og i sidste uge. Det, jeg umiddelbart kan sige er, at det er nogle aggressive drenge, som nogle gange går højt på banen og tror på, at de kan erobre bolden højt. Det handler om, at vi skal have en god dag på bolden, så vi kan spille os ud af det høje pres, de af og til kommer med fra 4-5 mand, og så skal vi forsøge at skabe noget derfra. Men det er som med mange andre østeuropæiske hold, det er en aggressiv tilgang, det er omstillingsspil, og så vil de gerne ud og vise sig som mænd. De vil gerne vise, at de er store og stærke, og det er noget, vi skal stå imod med. Gør vi ikke det, får vi problemer, men hvis vi gør det, så har vi også en fair chance, siger Brøndbys assistenttræner Martin Retov til 3point.dk. Han fortæller også, at det er noget, Brøndby er nødt til at indstille sig på. - Det handler om at ramme vores eget niveau, og gør vi det, så synes jeg også vi har en fair chance for at slå dem. Men vi skal vise, at vi har hår på brystet, og vi har nogle mænd inde på banen, for der bliver tacklet igennem inde på banen fra det modsatte hold. Serbernes måde at spille fodbold på kan også komme til at betyde ændringer i startopstillingen i forhold til søndagens kamp mod de hurtige spillere fra FC Nordsjælland. - Vi tror jo på den måde, vi spiller fodbold, uanset hvor stor og stærk modstanderen er, men det er klart, at man bliver nødt til at tage sine forholdsregler. Hvis de har nogle store og stærke typer, så bliver vi jo også nødt til at kunne matche det på en eller anden måde, uden at gå på kompromis med vores egen måde at spille fodbold på. Så først og fremmest tror vi på det, vi kan, med og uden bolden, men der skal selvfølgelig også være nogen der kan tage kampen op, også på dødbolde, så vi bliver nødt til at stille holdet rigtigt. Der vil blive skævet til det hele, både til friskhed og hvem der kan tage de slåskampe, der nogle gange skal til. Kampen mellem Spartak Subotica og Brøndby IF sparkes i gang torsdag klokken 20:45.