Retov: Randers ude er ingen drømmelodtrækning
Martin Retov drømmer om Brøndby i en pokalfinale, men erkender, at Brøndby har fået en svær lodtrækning ved at skulle møde Randers på udebane. Martin Retov er m

Martin Retov drømmer om Brøndby i en pokalfinale, men erkender, at Brøndby har fået en svær lodtrækning ved at skulle møde Randers på udebane. Martin Retov er midlertidig assistent for Alexander Zorniger. Torsdag aften står han på sidelinjen, når Brøndby skal forsøge at spille sig i pokalsemifinalen. Retov drømmer om at komme til at stå i finalen. Han har selv prøvet det som spiller og ved, hvor specielt det er. - Det betyder rigtigt meget, og specielt for en klub som vores, som ikke har vundet noget i nogle år efterhånden. Kunne man ende med en pokalfinale, løfte trofæet og sikre andenpladsen i Superligaen vil det på mange måder være en mere end godkendt sæson. Det går vi benhårdt efter. Det ser godt ud i ligaen, og så har vi selvfølgelig en svær kamp mod Randers. Kommer vi videre, venter en kamp mod FC Midtjylland, så der er selvfølgelig meget, der skal gå op i en højere enhed, siger han i et interview med tipsbladet.dk. - En pokalfinale er jo den enkeltstående største kamp i Danmark. Du spiller om pokalen på dagen, hvor det bliver afgjort. Det er faktisk meget specielt og bestemt ikke noget, man skal underkende. Jeg har været i fire pokalfinaler, og jeg kan huske, at jeg i den første slet ikke havde forstået, at jeg stod i en pokalfinale, før vi havde vundet den. Jeg var bedre forberedt anden gang. Brøndby møder Randers på udebane Skærtorsdag klokken 18.30 i duellen om en plads i pokalsemifinalen mod FC Midtjylland og det er bestemt ingen drømmelodtrækning, understreger Retov. - Randers på udebane er ingen drømmelodtrækning, så vi skal levere varen for at gå videre. Randers har samme drøm som os, og de har en del point i den pulje, de spiller i, så jeg ser det som 50-50. Derfor skal vi være klar til at give alt. Brøndbys fanafsnit i Randers torsdag aften er meget tæt på at være udsolgt, så spillerne får i hvert fald den opbakning, de behøver.