3POINT
Nyheder13. maj 2019

Retov hylder Schwäbe efter mesterredning: Det har vi brug for

Brøndby vandt mandag aften 2-0 over FC Nordsjælland i en kamp, hvor Brøndbyspillerne var ovenpå. Derfor var cheftræneren da også fint tilfreds med indsatsen eft

3point person
3point.dk13. maj 2019

Brøndby vandt mandag aften 2-0 over FC Nordsjælland i en kamp, hvor Brøndbyspillerne var ovenpå. Derfor var cheftræneren da også fint tilfreds med indsatsen efterfølgende. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Brøndby IF er efterhånden et stykke bagud i Superliga-tabellen, og derfor var det tiltrængt med en sejr, som kom mandag aften mod FC Nordsjælland. En sejr, som de blå-gule kan bruge til rigtig meget. - Først og fremmest kan vi bruge det til at skabe en bedre fornemmelse at gå ind til næste kamp med. Det var det, vi jagtede i dag. Vi fik lagt en fornuftig gameplan i at presse meget og satse på at komme hurtigt foran, og så ellers stå kompakt og lukke rum ned for FC Nordsjælland. De er fantastisk dygtige boldspillere, og hvis vi bliver spredt for meget ud, så får vi problemer. Men jeg synes, vi fik stillet os godt og kompakt og fik slået en masse omstillinger på den måde, siger cheftræner Martin Retov til 3point.dk. Netop kompaktheden var en stor forskel i dag. Brøndby har ikke haft et clean sheet i Superligaen siden 2. december - i hele 16 kampe. - Vi har ikke været dygtige nok på de defensive omstillinger. Når vi kommer til at forsvare ned mod eget mål, har vi tit haft problemer med afleveringer på tværs af feltet eller cutbacks, og det havde vi forberedt os på i dag, hvor vi stod kompakt og lukkede godt af. Særligt var der roser til en af spillerne i defensiven, som var kampafgørende. - Jeg synes, Marvin står en rigtig, rigtig god kamp i dag. Han har en god redning ved 1-0, og jeg tror ikke der går mange minutter efter, så scorer vi til 2-0. Det har vi også brug for, en målmand der leverer en kampafgørende redning, og det gjorde han i dag. Det var en fremragende redning. Nu håber Martin Retov, at Schwäbe og resten af defensiven kan tage følelsen med videre. - Jeg håber da, det betyder rigtig meget. Det betyder meget for forsvarsspillere og målmænd at holde nullet, og som sagt har vi ikke været dygtige nok til det. Nu kommer vi med sådan en oplevelse i dag, mod et Nordsjælland-hold, som traditionelt er gode offensivt og laver mange mål, men vi holder nullet på hjemmebane. Det giver mig en tro på, at vi også gør det mod Midtjylland. Med en kompakt og solid defensiv indsats endte Brøndby derfor med en sejr inden fredagens pokalfinale mod FC Midtjylland. - Det er dejligt. Det giver bare en fornemmelse, og jeg tror også det giver spillerne en eller anden fornemmelse af, at man lige har været ude og levere en god indsats. Vi ved godt, det bliver en helt anden kamp på fredag mod et hold, der spiller på en helt anden måde end FC Nordsjælland gør, det er mere fysik, power og dødbolde og dueller, og det skal vi være klar at matche, men det giver en følelse af, at vi, på bolden, kan komme til at gøre ondt på Midtjylland. Brøndby har nu fire point til den fjerdeplads der giver playoff-kampe om Europa League.

Mest kommenterede nyheder