Nanna Møller Karlsen
Retningsanalyse: Små justeringer i presset - de samme spørgsmål i offensiven
Træningskampen mod Seattle Sounders gav indikationer på Steve Coopers defensive prioriteter, men efterlod fortsat usikkerhed om Brøndbys offensive plan.

Kampen fredag mod Seattle Sounders var endnu et skridt for Brøndby i forberedelserne til forårets udfordringer i Superligaen.
Som det er den indbyggede præmis for kampe uden noget på spil, var det en affære uden nerve. Der manglede en tænding på banen, og intensiteten var naturligt lavere end i en betydende turneringskamp.
Om det var et udtryk for taktisk nytænkning, eller et produkt af truppens aktuelle sammensætning inklusive fraværet af skadede spillere, skal være usagt.
Men Steve Cooper valgte en mere flydende midtbanetrio bestående af Daniel Wass, Bartosz Slisz og Benjamin Tahirovic - uden en lige så fremskudt 10er som med Noah Nartey i truppen, mens de forreste tre bestod af Nicolai Vallys til venstre, Kotaro Uchino centralt som 9’er og nyindkøbte Ousmane Sow til højre.
Bagkæden bestod af Sean Klaiber, Frederik Alves, Luis Binks og Oliver Villadsen foran Gavin Beavers i målet.
Mod bolden lignede det grundlæggende et Brøndby-hold med en markant højere preslinje. Her gjorde Slisz sig særligt bemærket ved at være både aggressiv, mobil og forudseende i sit presspil.
Som i efteråret var presset struktureret i en 4-4-2-formation, hvor det ofte var Tahirovic, der gled op på siden af Uchino i første preslinje.
Med bolden var det et hold præget af de spillere, der ikke deltog i kampen. Det mest positive offensive moment kom fra Ousmane Sow. Senegaleseren viste i flere sekvenser sin vilje til at udfordre direkte, og med en kombination af fart og dribleegenskaber var han tæt på at være den eneste reelle offensive trussel for de blågule.
Der var for mange spillere med for mange berøringer på bolden. For mange spillere, der gerne ville ned i banen og stikke grydeskeen i den store suppegryde for at røre rundt i gryderetten. For få spillere, der tilføjede krydderierne, så at sige.
I de tunge perioder var det på bolden et statisk Brøndby-hold, som manglede dynamiske og dybdesøgende spillere til at strække Seattle Sounders’ bagkæde.
Hvad peger kampen så på fremadrettet? Først og fremmest fortæller den om et tydeligere aftryk fra Steve Cooper i spillet mod bolden:
- Bagkæden står højere
- Presset sættes tidligere
- Formationen mod bolden er fortsat en 4-4-2
Hvilke spørgsmål står stadig åbne? Offensiven ligner fortsat efterårets til tider tunge udtryk. For mange sidevers afleveringer og for få spillere, der strækker banen for enten at true bagrummet eller åbne op for mellemrummet.
I en kamp uden nerve var det fint og acceptabelt at vinde 2-0. Men det var en indsats uden nerve, og undertegnede savner fortsat at se en mere klar og genkendelig offensiv plan fra Steve Cooper og co. som også bliver udført på banen.