
Teis Markfoged
Referat: En blandet pose bolsjer i testkampen mod OB
Der var lyspunkter, herunder unge Viggo Poulsen, i testkampen mod OB, der sluttede 1-1. Men kampen viste også et work in progress for Steve Cooper og co.

De lunere himmelstrøg fra træningslejren i Portugal var byttet ud med et iskoldt Brøndby Stadion, der søndag dannede rammen om testkampen mod OB.
Med en uge til kickoff i Superligaen var det interessant at se justeringerne i startopstillingen cheftræner Steve Cooper havde foretaget:
Ind var kommet Mathias Jensen som makker på midtbanen til Bartosz Slisz, mens Brøndby for første gang i opstarten startede med to reelt udfordrende wings i form af Sow til højre og Emmanuel Dennis til venstre.
Netop Dennis gav drypvis eksempler på sin pace og evne til at udfordre 1v1, mens han i andre tilfælde så lidt rusten ud med et snert at for meget showboat.
Centralt på midtbanen er det tydeligt, hvilke egenskaber Cooper vægter: Dynamiske, løbestærke tovejsspillere med en evne til at dække store områder og levere bolderobringer.
Det lugtede af en omvendt trekant med Slisz som den centrale og dybe med Mathias Jensen og Tahirovic som mere fleksible 8ere.
Brøndby var mest på bolden i første halvleg, uden det dog for alvor blev farligt. Dominansen blev ikke vekslet til større chancer, og det var generelt på banens sidste tredjedel, hvor det gik lidt i stå.
Dennis forsøgte nogle gange at komme fri, men svandt op mod pausen ud, mens Sow i modsatte side forsøgte kontinuerligt uden der dog kom det endegyldige gennembrud over for OBs Adam Sørensen på backen.
Der var i sekvenser gode eksempler på hurtigt direkte opspil gennem banens centrale akse.
Så en pausestilling på 0-0 var ikke overraskende. Selvom begge hold lavede et par gedigne kogere lige op til pauseteen, hvor især Beavers’ fejlaflevering ud i skoene på Ganaus ikke var god for den amerikanske keeper.
Efter pausen - som Brøndby brugte til at skifte Ambæk, Dennis og Alves ud til fordel for Uchino, Viggo Poulsen og Goodfrey - var det OB, der kom skarpest ud. Med et gram mere fokus havde fynboerne scoret kampens første mål, men i to omgang viste Beavers gode reflekser og reddede sit hold.
Kampen faldt dog tilbage i den samme rille igen; Brøndby meget på bolden, dominerende OB, der stod mere afventende. Slisz viste sig frem - grundlæggende gennem hele kampen - som en midtbanegeneral, der dikterer spillet og konstant byder sig til.
Tålmodigheden blev belønnet med et kvarter igen. Villadsen brød igennem på venstresiden, hvor han gik til baglinjen og på midten fandt unge Viggo Poulsen med et fladt indlæg. Masterclass-spilleren lagde køligt bolden i det lange hjørne med en flot afslutning.
Daniel Wass, Marko Divkovic og unge Nicolaj Johansen blev bragt i spil i minutterne efter scoringen, og det bragte lidt dynamik i kampen, der i perioden efter åbnede op. OB faldt dybere ned, og Brøndby bankede flere gange på døren.
Jordi Vanlerberghe kom også ind til lidt tiltrængt spilletid, da han erstattede Sean Klaiber et dusin minutter før slut.
En lang bold i dybden. En uafstemt bagkæde. En keeper på mere en skovtur. Og så blev det 1-1 kort før tid.
Hverken Goodfrey eller Beavers så imponerende ud i aktionen der ledte til OBs udligning.
Kampen viste en grundlæggende mangel på en mellemrumsspiller til den offensive midtbane.
For når bolden blev kørt hurtigt vertikalt op gennem banen og fandt en blågul spiller manglede aktionen, hvor den modtagende spiller fik gjort sig retvendt og yderligere kunne accelerere spillet.
Samtidig kan Cooper ikke være tilfreds med produktionen af målchancer. Alt for lidt kom der ud af anstrengelserne, hvor især bidraget fra siderne var begrænset.
En ting er et resultat på måltavlen, noget andet er præstationen. Ingen af delene af super imponerende søndag mod OB i en kamp, der sluttede 1-1.