3POINT
Peter Bjur

Teis Markfoged

Nyheder16. jan. 2021

Referat: Brøndby - Kolding 1-2

Lørdag spillede Brøndby årets første træningskamp, da man på hjemmebane tog i mod Kolding fra Nordicbet ligaen. I en kamp som strakte sig over 3 x 45 minutter blev det til et nederlag på 1-2 på to straffesparksscoringer til de jyske gæster. Generelt bød kampen ikke just på poleret spil på den noget vinterramte bane 1, men tegnede dog et billede af hvor vigtig Jesper Jobbe Lindstrøm er for det offensive output i åbent spil.

3point person
Kasper Pedersbæk16. jan. 2021

Det var ikke en kæmpestor løgn, hvis man stod efter de første 45 - af de 3 x 45 minutter træningskampen mod Kolding varede - og tænkte det godt nok var prototypen på en vintertræningskamp. For vejret var bidende koldt, og spillet på den vinterramte bane 1 var heller ikke det kønneste.

Kampen blev indledt med Brøndby rigtig meget på bolden, men uden man omsatte boldbesiddelsen til deciderede chancer. Modsat var det ikke fordi Kolding udnyttede den høje bagkæde fra Brøndbys side af, gæsterne fokuserede mest af alt på at stå kompakt og ikke afgive det bagrum, som Brøndby igennem efteråret viste sig at være giftige til at udnytte.

I de første 45 minutter var det værd at fremhæve en Tobias Børkeeiet som en af få Brøndbyspillere der bød sig til, både i opspillet, hvor han lå og dirigerede boldene, men også som defensiv stopklods. Ellers var det svært at fremhæve så mange spillere. Det gik for langtsomt i opspillet fra bagkæden, og for sjældent fik Brøndby udfordret Koldings defensive organisering. Dog så man på banen en Joel Kabongo, som i den halvleg godt kunne være sin indsats bekendt.

Men første halvleg sluttede som den startede, og i pausen kunne det godt være svært at se hvem der skulle score målene. Endsige hvem der skulle skabe chancerne. For det offensive spil gik lidt trægt. Man manglede en mellemrumsspiller, her viste Corlu kun i meget små glimt det nødvendige, der kunne vende spillet inde foran Koldings bagkæde, så det ikke kun blev lange bolde i et nærmest ikke-eksisterende bagrum der var instrumentet Brøndby spillede på i offensiven.

Midtvejs igennem anden halvleg kom et helt nyt hold bogstaveligtalt på banen for Brøndby. Blandt andet betød det at Lindstrøm kom ind i en rolle som spidsangriber med nyankomne Oskar Fallenius som makker. Og sammen med Anis Slimane satte det også et helt anderledes præg på offensive. Slimane fortjener stor ros for, på en elendig bane, at få banen til at ligne et billiardklæde med den behandling han udsatte bolden for. Det skabte mere drev i Brøndby, ligesom det stod soleklart, at Lindstrøm er instrumental for Brøndbys offensiv. For den vævre Brøndby Strand dreng viste hvorfor han var efterårets profil. Han vendte med bolden og blev retvendt i banen, og det afstedkom flere halve chancer til hjemmeholdet uden det dog eksploderede i et chanceorgie.

Men det var det til trods stadig udeholdet som scorede kampens første mål efter næsten 90 minutters spil, da gæsterne blev tilkendt et straffespark efter en situation, hvor Lumb blev spillet indenom og kommunikationen med med yderbacken glippede. Lumb trak Kolding spilleren ned med et straffespark til følge. 0-1.

Det blev 1-1 kort inde i tredje halvleg, da Jobbe drev bolden frem gennem det centrale rum før end han afleverede ud til en fri Bruus der smed et indlæg på tværs. Clearingen endte for fødderne af Slimane der knastørt flugtede bolden fladt i mål til 1-1.

Der må man som iagttager bare rose Jesper Lindstrøm. Og konstatere hvor afhængige Brøndbys flydende offensiv er af Lindstrøm spiller. For med ham på banen formåede han at vende med bolden og drive bolden frem i banen, hvilket aftvinger Koldings defensiv til at vælge mellem enten at blive ved med at bakke (og dermed åbne for en afslutning fra Lindstrøm selv) eller at gå i pres, og derved afgive ledige rum som bolden kan spilles hen i og andre medspillere kan angribe.

En spiller der fortjener et rosende ord eller to med på vejen er Brøndbys tredjekeeper, Michael Tørnes. For ikke lang tid efter udligningen præsterede den rutinerede keeper en rigtig flot dobbeltredning på en chance, hvor Kolding helt afgjort skulle have scoret et mål mere.

Sidste mål i kampen tilfaldt dog alligevel gæsterne, da de nok en gang fik en mulighed fra 11-meter pletten efter Bruus først blev spillet indenom, og en Koldingspiller på det efterfølgende indlæg blev skubbet i ryggen.

Bolden blev panenka\\\'et i mål. En afslutning som slet ikke stod mål med det generelle tekniske niveau i kampen, men som trods alt stadig så flot ud.

Brøndby fik aldrig rigtig spillet til at flyde i de sidste 10--15 minutter, hvor det lignede kræfterne og overskuddet langsomt var ebbet ud i denne tre-akters kamp midt i en hård vinteropstart, hvorfor kampen efter de 3 x 45 minutter sluttede med en sejr til gæsterne fra Kolding på 1-2.

Mest kommenterede nyheder