3POINT
Red Barnet 3point.dk

3point.dk

Nyheder14. sep. 2020

Red Barnet Vestegnen siger tak til Brøndbys fans: Lokale børn fik oplevelse for livet

Red Barnet Vestegnen har på baggrund af 3point.dk\'s indsamling givet en gruppe børn, som normalt ikke kommer på sommerferie, en oplevelse for livet.

3point person
3point.dk14. sep. 2020

I vinters samlede 3point.dk 48.000 kroner ind til Red Barnet Vestegnen, hvor både spillere og fans støttede op, så mindrebemidlede børn fra Vestegnen kunne få nogle store oplevelser. Blandt andet fik en gruppe børn en rigtig god dag på Brøndby Stadion, og nu har en større gruppe været afsted på sommerlejr.

Herunder kan du læse en beretning fra Red Barnet Vestegnen:

___________________________________________________

Tekst af Red Barnet Vestegnen:

Red Barnet Vestegnen Lokalforening siger tak til fans af og spillere i BIF - også tak til 3point.dk som tog initiativ til og stod for juleindsamlingen. I forbindelse med juleindsamlingen blev der samlet 48.000 kr. ind til vores Familieoplevelsesklub, hvoraf 24.000 kr. skulle bruges til en lejr for familier med børn fra Vestegnen, som ikke selv har råd til at give deres børn de ferieoplevelser, som de fleste af deres kammerater får.

Med jeres og to øvrige sponsorers støtte kunne 17 forventningsfulde børn, forældre og frivillige drage afsted mod Ribe til Vadehavet i begyndelsen af juli. Målet om at få gode oplevelser og danne nye venskaber blev fuldt ud indfriet. Vestegnen Lokalforenings frivillige havde planlagt at lejren skulle indeholde så mange spændende aktiviteter som muligt og i samarbejde med Vadehavscenteret kom de på en utrolig spændende rundvisning med naturvejleder Jeppe, som levende fortalte om de forskellige fugle og fisk der er at finde ved Vadehavet.


Red Barnet Vestegnen sommerlejr

Red Barnet Vestegnen © All rights reserved

Som en krølle på halen fik børnene lov til at røre ved fladfisk, krabber og søstjerner. Turen bød også på en tur med Mandø Traktorbussen for at se sæler. Behøver vi at nævne, at ud over madpakkerne var der også masser af håndsprit med. Med god afstand og Covid-19 albuehilsen fik børn og forældre lært hvordan de kan yde førstehjælp og alle fik love til at prøve at slukke ild med brandslukkerne. En oplevelse som længe vil blive husket. De frivillige var opdateret om Civid-19 forholdsreglerne og dagene gik med mange udendørsaktiviteter som fodbold og rundbold. Hver aften var der lejrbål og hvad er bedre end at slutte dagen af med popcorn, snobrød eller skumfiduser.

Alt dette og meget mere lykkedes med jeres støtte. Vi vil fortsat bruge den anden halvdel af det indsamlede beløb til aktiviteter i vores Familieoplevelsesklub.


Red Barnet Vestegnen sommerlejr

Red Barnet Vestegnen © All rights reserved

Mest kommenterede nyheder