3POINT
Matthias Jaissle

Mikkel Joh / Joh-Foto

Nyheder25. aug. 2021

RB Salzburg-kender: Det ville være pinligt for dem at ryge ud

Brøndby IF tager onsdag aften imod RB Salzburg i kvalifikationen til Champions League. Østrigerne er forhadte i store dele af fodboldverden, men hvad var det egentlig der skete, og hvordan reagerede fodboldfans i Østrig?

3point person
Daniel Mads Andresen25. aug. 2021

Forud for onsdag aftens kvalifikationskamp mellem Brøndby IF og RB Salzburg har vi forsøgt at blive lidt klogere på, hvorfor aftenens østrigske modstander er så kontroversiel.

BrøndbyLyd har lavet en specialudsendelse om netop aftenens modstander, som du kan høre her. Men hvordan blev den nye klub egentlig modtaget i Østrig? Det har vi talt med Tom Middler om. Tom er vært på podcasten The Other Bundesliga, som handler om østrigsk fodbold, ligesom han østrigsk fodbold som kommentator og vært på østrigsk tv.

Han fortæller, at Austria Salzburg, som i 2005 blev opkøbt af Red Bull, var en klub, man var stolte af i Østrig.

- Austria Salzburg var en meget afholdt klub i Østrig dengang. De vandt mange titler, de nåede en europæisk finale i 1994, og deres lilla og hvide dragter var kendt i hele Østrig, siger Tom Middler til 3point.dk.

Det ændrede sig dog brat.

- Red Bull kom ind og fjernede det hele. Det er altid meget indviklet, når det kommer til nye klubber og den gamle klubs historie. Red Bull tilbød dengang, at målmandens strømper kunne være lilla i udebanedragten, for at prøve at gøre de gamle fans glade. Det lille tilbud faldt selvfølgelig ikke i god jord, og fansene valgte at bryde med klubben og danne SV Austria Salzburg, som nu er blandt de klubber fra de nederste rækker med den bedste opbakning.

Men i modsætning til den stærke reaktion fra Austria Salzburgs fans, og fra resten af fodbold-Europa, var der ikke lige så voldsomme reaktioner at spore i Østrig generelt.

- Selvfølgelig var reaktionen over en bred kam negativ, men for dem der ikke var fans af Austria Salzburg, var reaktionen ikke så voldsom. Red Bull er ret kendte i Østrig, da det jo er et østrigsk brand, så det er faktisk meget normalt i Østrig, at Red Bull ejer ting.

Generelt er vreden over RB Salzburg også aftaget efterhånden som det østrigske fodboldfolk har vænnet sig til dem, fortæller Tom Middler.

- Stadion og infrastrukturen i klubben er på absolut højeste niveau nu, og mange fodboldfans i Salzburg er hoppet med på vognen. Jeg tror, at det hjælper dem rigtig meget, at de har klaret sig så godt i Europa. De vinder selvfølgelig alting i Østrig, men de promoverer også billedet af østrigsk fodbold som et godt sted for talenter verden over.

En fiasko hvis de ryger ud

I Danmark er der dog stadig ikke meget respekt til overs for RB Salzburg, og de kan forvente en massiv pibekoncert, når de ankommer til Brøndby Stadion onsdag aften. I Østrig er forventningen dog, at RB Salzburg vinder samlet, selvom de ikke er alt for sejrssikre.

- FC Salzburg har jo en lang tradition for at fejle, når de skal kvalificere sig til Champions League, og det først for nyligt begyndt at vende efter mere end et årti med nederlag i play-off-kampene og kvalifikationsrunderne. Der er en frygt omkring FC Salzburg, når de når til de runder.

- Men når det så er sagt, så tror jeg, det ville blive set som en stor fiasko hvis Salzburg taber, specielt når man tænker på Brøndbys covid-problem. Det handler ikke om arrogance eller manglende respekt for Brøndby, men Salzburg har ambitioner om at nå Champions Leagues gruppespil nu, og hvis det mislykkes for dem, vil det være pinligt.

Det er især én ting, Tom Middler ville hænge sin hat på, hvis han var Brøndby-fan. For de har muligheder, fastslår han.

- Hvis det bliver en tæt kamp hen mod slutningen, vil de blive nervøse. Al presset er jo i virkeligheden på Salzburg, og hvis Brøndby er kloge, kan det blive en fordel for dem.

Der er kampstart onsdag aften klokken 21:00.

Mest kommenterede nyheder