.jpg%3F2026-07-06T09%253A22%253A59.512Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Rasmussen om Nartey-rødt: Dyre lærepenge
Der er noget at lære af med udvisningen, siger anfører Jacob Rasmussen om Noah Narteys andet gule kort.

Noah Nartey så rødt i søndagens uafgjorte mod FC Nordsjælland.
For i frustration over et frispark, sparkede den unge Brøndby-profil bolden væk.
Og uanset hvor ung du er, eller om der var frispark eller ej, så er gult plus gult lig med et rødt kort.
Det skete kun få minutter efter, han havde leveret en flot, flot assist til Yuito Suzukis føringsmål.
Der er ikke langt fra helt til skurk i fodbold, og det må man lære som ung spiller, siger anfører Jacob Rasmussen.
- Jeg går ud fra, Noah (Nartey, red.) er skuffet. Det er dyre lærepenge, for det er nok det røde kort, der bliver overskriften nu. Hvis vi havde vundet, havde overskriften været en anden.
Sket er sket, og det nytter ikke at beklage det gule kort, der førte til det røde kort, mener han.
- Jeg tror, det gule kort er fair nok. Han havde et gult i forvejen og sparkede bolden langt væk, så jeg tænker, det er fair nok, han får et problem på den.
Ifølge Brøndby-kaptajnen var det da også en skuffet ung midtbanespiller, der sad i omklædningsrummet efter kampen.
- Som man kan forvente, er han skuffet. Han ved godt, han lavede en fejl.
- Jeg tror et eller andet sted, han lærer af det, og at han tænker over det næste gang, siger Jacob Rasmussen.
Trods det røde kort lykkedes det næsten Brøndby at holde stand og forsvare føringen, indtil FC Nordsjællands Stephen Acquah udlignede efter 88 minutter.